I dette afsnit af historien bliver der ikke drillet. Vi møder en pige og hendes mor. Den mor er vild med kager, julepynt og lyskæder. Christoffer skal hjem til sin far. Nisserne skal med. Spørgsmålet er bare, hvordan nisserne kommer hjem.

Den 11. december:

Om morgenen kom Christoffer først ned af trappen for at se, om nisserne havde været på spil. Den første dag var skoene gået hjemmefra helt ud til Holger Danske, der sad under Kronborg. Det sidste par lå simpelthen i favnen på den store gamle viking.

Den anden dag var det, at alle hans mors 250 par sko var sat til salg - ja undtagen leopard-støvletterne. Hvad mon der skete i dag, for der var ikke blevet pyntet op hos hans mor.

Hun forsøgte godt nok, men alt, hvad hun klippede, blev lidt forkert. Også selvom det var rent sort og guld og med et strejf af bordeaux. Så havde hun glemt lim og tape, så det kan ikke rigtig blive til noget. Christoffer forsøgte at hjælpe hende, men hun sagde mest: “Si´r du det?”, alt imens hun kiggede på Instagram eller skrev beskeder med mange smileys og hjerter til sine veninder. Christoffer tænkte, at det kunne være, nisserne skulle have en profil på Instagram eller få en youtube-kanal. Så kunne det være hans mor fik øjnene op for, at der måske var nisser til.

Der kom heller ikke julepynt op den aften.

Men det så ikke ud som om, der var sket noget. Pebernødderne var væk. Og der lå et lille flettet hjerte i bordeaux og guld og et helt sort kræmmerhus med lidt guldstøv på. Christoffer kunne ikke se om nisserne havde set og forstået hans tegning. Tegningen af ham selv med en pil hen til bil med endnu en pil hen til et hus. Det var den måde Christoffer kunne få fortalt, at han blev hentet af sin far og skulle køre hjem til huset i Sletten. Han havde ikke lært at skrive endnu.

Oppe på loftet i vågnede skovnisserne godt trætte i øjnene efter nattens fest. “Du fik da godt nok danset igennem”, sagde Skovnissemor til Skovnissefar. Han løftede forsigtigt hovedet fra puden. Han mærkede efter i sine ben. Øj ja, han måtte virkelig have danset igennem.

“Tag du dig bare en lur mere, så du kan blive frisk. Vi kan alligevel ikke gå så mange steder, Vi skal lige være ekstra årvågne i dag, for hvad var det nu havnenissens kone sagde. Mathilde, (for det hed havnenissens kone), sagde, at Christoffer havde sagt, at han skulle være hos sin mor i to dage og det må”, Skovnissemor talte efter på fingrene, “være i dag, han så skal hjem”.

“Vi må pakke vores ting og være stand by til afgang. Vi ved jo ikke, hvordan Christoffer kommer hjem til sin far."

Skovnissemor havde altså ikke set eller forstået Christoffers tegning på trappen.

Op ad formiddagen kørte Christoffers far mod Helsingør. Han skulle lige se på et par lyskæder, som han nok mente var på tilbud, inden han skulle hente Christoffer.

Han havde haft et par fredelige dage. Ikke noget særligt. Han havde hygget sig med lidt flere julekugler. Nu havde æbletræerne også fået julekugle-udsmykning. Og for at gøre det lidt hyggeligt for andre, for det tænkte Christoffers far nemlig meget på, så havde han også taget en tur gennem det lille fiskerleje og havde hængt lidt julekugler op der, hvor der så allermest bart ud.

Christoffers far glædede sig til, Christoffer kom hjem, så han kunne se, hvor pænt det var blevet. Ikke kun i huset. Ikke kun i huset og i haven. Nej, faktisk i hele byen.

Oppe hos Christoffers mor i Helsingør havde Christoffers storesøster fået besøg af en legekammerat fra hendes klasse. De hyggede sig alle tre. Eller det vil sige. De to piger spillede et spil, og Christoffer kiggede på, men det gjorde ikke noget, for han kunne alligevel ikke læse, hvad der stod i reglerne. Det var hyggeligt at sidde og høre de to store piger snakke sammen om de andre i klassen og om, hvad de ønskede sig til jul.

Pigens mor kom også på besøg, og så sad Christoffers mor og pigens mor og fik en kop kaffe. Pigens mor ville gerne have en kage.

“Jeg elsker en velbagt julekage”, sagde hun, mens hun satte tænderne i en af de sprøde nøddekager, som Christoffers far havde haft med, som var blevet sat op på skabet i køkkenet.

“Du er måske ikke så meget til jul?”, spurgte hun Christoffers mor, mens hun skævede rundt i køkkenet.

Der var kun et lille sort kræmmerhus med guldstøv og et flettet hjerte i bordeaux og guld, som Christoffer havde lagt på et bord, så hans mor skulle se det og hænge det op.

“Nej, se nu der, hvor det roder”, sagde hun og lagde hurtigt kræmmerhuset og hjertet ned i en skuffe.

“Det var da ellers meget flot og stilfuldt i farverne. Hjemme hos os er det mere kulørt.”

I det sammen bankede Christoffers far på døren og trådte ind belæsset med lyskæder.

“Vil du bytte en kop kaffe med en lyskæde?”, spurgte Christoffers far Christoffers mor.

“Nej, ellers tak”, sagde Christoffers mor. Du må meget gerne få kop kaffe, bare jeg bliver fri for alt det julepjat.”

Christoffers far stod midt på gulvet som om luften var blevet taget lidt ud af ballonen. Det forstod han simpelthen ikke. Det var de flotteste lyskæder med små stjerner og nogle med små nisser. “Jamen”, sagde han forsigtigt og kiggede på Christoffers mor, men opgav så.

Pigens mor kiggede på Christoffers far.

“Er det dem, der var sat ned i butikken her rundt om hjørnet”, spurgte hun. "Ihh, dem har jeg gået og kigget på."

Det var netop de lyskæder, der var sat ned fra butikken lige her rundt om hjørnet, og Christoffers far tilbød herefter meget galant, at hun og pigen kunne køre med til butikken, og så kunne han køre dem hjem bagefter. Han ville faktisk gerne have et par lyskæder mere, så der også var til naboerne. Sådan blev det.

"Schyyy", hviskede Skovnissemor. “Der sker noget dernede” Skovnissefar vågnede og havde det lidt bedre.

“Hvad sker der?” “Schyy! Jeg ved det ikke, men jeg tror, vi skal skynde os at pakke vores ting og gøre os parat".

Hun redte hurtigt sengene og rettede på puderne i den stol, Skovnissefar havde “boet” i, siden de kom. Skovnissefars stol, som den allerede hed.

“Skal du have din bog med?”

Skovnissefar hørte ingenting. Han var på vej ud på trappen og satte øret på træværket.

“Jo, den er god nok”, sagde han. “De er ved at tage afsted. Jeg kan høre Christoffer og hans mor siger “hej hej. Vi ses snart.”

Christoffers far, Christoffer, pigen og pigens mor, der godt kunne lide kager og gerne ville have lyskæder, sad i bilen og var på vej ud af indkørslen, da nisserne kom ned af trappen.

“Vi nåede det ikke”, sagde Skovnissemor stakåndet til Skovnissefar. De kiggede langt efter bilen. “Hvad skal vi så gøre?” Tårerne stod i øjnene på hende. Hvordan skulle de nå hjem?

Christoffer sad og kiggede ud af vinduet. “Hov stop”, råbte han. “Jeg glemte noget. Jeg glemte noget vigtigt!”

“Noget vigtigt” sagde hans far. “Ja, det kan vi ikke køre fra. Vi bakker lige lidt, så kan du løbe ind og hente det. Jeg åbner bagagerummet imens”

Sådan blev det. Og mens Christoffers far snakkede med pigens mor, hoppede skovnisserne ind i bagagerummet og gemte sig bag taskerne. Han synes godt nok, der var noget rødt, der bevægede sig, men han var så optaget af bytte juletips med pigens mor, at han ikke rigtig så det. Det vigtige, Christoffer havde glemt, var et fint postkort, som han havde tegnet til nisserne.

Da Christoffer og hans far kørte gennem den lille by, var Christoffer noget imponeret. Sikke fint, der var. Guirlander, hjerter, musetrapper. På lygtepæle, stakitter og havelåger.

Nisserne kunne ikke se så meget, som de var gemt bag taskerne. Og i samme øjeblik bilen stoppede sprang de ud og pilede tilbage til skoven til deres dejlige, hyggelige nissebo. “Pyha”, sagde de til hinanden. “Det var på et hængende hår.”

Christoffer stod på trappen hos sin far og beundrede æbletræerne. Hans far havde hængt nogen af lyskæderne i haven. Det lyste så tilpas meget op, at man nu også kunne se musetrapper, guirlander, hjerter og julekugler, der pyntede op i haven. Også når det var mørkt. Christoffer blev enig med sig selv om, at han ville gemme postkortet til en anden dag, for han havde fået lov til at give den mindste lyskæde med små snemænd med nissehuer på, der lyste, til nisserne.

“Ja, sagde hans far, “og så kan du smøre et stykke knækbrød med syltetøj og sætte ud. Hvis ikke nisserne kan lide det, er der jo alle kattene!”

Så da Christoffer lukkede døren, stod der knækbrød med syltetøj på trappen. Ja, og så selvfølgelig den lille lyskæde med små snemænd med nissehuer på. Den var på batteri, så Christoffer havde tændt den og havde lavet en pil hen til den lille sorte tænd-sluk knap. Det måtte de kunne forstå.