12. december

Christoffer og hans far kørte pigen og hendes mor hjem efter at have købt flere lyskæder, der var sat ned fra butikken rundtom hjørnet fra Christoffers mor. Nu er de de hjemme igen i Sletten ligesom nisserne er kommet godt hjem til deres nissebo i Lave Skov.

Den 12. december:

Skovnissefar og Skovnissemor var glade for at komme hjem til deres eget dejlige hyggelige nissebo midt i skoven. De er trætte efter oplevelserne i Helsingør.

”Hvor er her dog dejlig stille”, sagde Skovnissefar.

”Ja, om folk her på landet er nu så søde og venlige”, sagde Skovnissemor.

Der var en glædelig oplevelse, da de drejede ind fra skovstien, ind mod indgangen til deres nissebo. Der var nogen, der havde sat en nisseøl med et stort sugerør i.

”Jamen, hvor betænksomt”, sagde Skovnissefar.

”Jeg tror, vi skal gemme den til senere”, sagde Skovnissemor. ”Du har haft rigeligt ondt i håret i dag. For du ved, hvordan det er, når vi er her.”

Skovnissefar kiggede på hende.

"Ja, du ved, hvor mange børn, der er i Sletten", sagde Skovnissemor til Skovnissefar.

"Ja, uha da", sagde Skovnissefar, "og vi kender dem alle sammen: Børn, fædre og mødre, farfædre og farmødre, oldefædre og oldemødre, tipoldefædre og tip-tip oldefædre og tip-tip oldemødre. tip-tip-tip olde...... Der er Nina og Thomas, Rasmus og Astrid, Jonas og Magnus, Peter og Maria, dem der bor lige ved siden af....."

"Ja, vi har virkelig travlt, når vi ikke er på ferie hos Christoffers mor,” indskød Skovnissemor hurtigt.

"Christoffer, der er søn af Nic og Jeanett. Og Nic, der er søn af farfar, der er søn af …. Christoffer, der bor både her og der", sagde Skovnissefar overrasket over at blive afbrudt.

”Ja, ham skal vi have styr på, men nu må vi lige komme på omdrejningshøjder her efter vores lille ferie-weekend i Helsingør. Hvordan står det til med julestemningen her i byen?”

De kom ud ad døren i god tid. Skovnissefar havde fået lavet sin morgengymnastik. Skovnissemor havde tjekket sine lister, hvor hun noterede alt, hun så og bemærkede. De mærkede duften af kølig morgen og våde blade, da de, hånd i hånd, gik gennem skoven i mørket.

I dag var Skovnissemor ikke i så højt et gear, men hun var alligevel spændt på, om det juleløse hus havde fået et kalenderlys, et julehjerte eller der var en duft af vaniljekranse omkring det. Om Christoffers far var kommet i humør til at servere en rigtig lækker, smækker, rasende indbydende, helt snehvid med et drys kanelsukker, risengrød. Og så glædede hun sig til at besøge havnenissen og hans kone for at høre nyt fra byen.

Dynerne i det lille hus i Sletten var så småt begyndt af bevæge sig. Både den store og den lille. Men der var heldigvis en hel time til de skulle op og i gang. Så der var en stor lap, der foldede sig rundt om den lille dyne. Som om den sagde: Sov du bare en time mere, Christoffer.

Skovnissefar og Skovnissemor kom ind til Sletten i den mørke nat. De lagde straks mærke til julekuglerne og de flettede hjerter på stakitterne ind til de småhaver. Men der var huse og stakitter, hvor den søde julepynt var taget af.

”Se der, nr. 19”, sagde Skovnissemor til Skovnissefar, som gik i sine egne tanker. Om heste, krybskytter og modige børn.

”Ingen julestemning overhovedet.”

Hun rystede på hovedet og gjorde notater i sin lille bog. Nr. 6, nr. 19, nr. 26, nr. 33, og så det juleløse hus med manden med sovefjæset og katten, der hed Kisser, skrev hun. Det måtte hun vende med Havnenissen og hans kone. Det kunne være at de havde nogle historier.

Da de kom til Christoffer og hans fars hus spærrede de godt nok øjnene op. Hvad var det, der lå og lyste. De listede sig nærmere. Det lignede det, som også hang i nogle af æbletræerne og lyste op. Det lignede også det, der hang over gaderne i Helsingør. De gik nærmere. Trods nysgerrigheden, der var rettet mod lyskæden med de små snemænd med nissehuer på, registrerede Skovnissefar, at der ikke var grød på trappen, men noget brunt med noget rødt på. Helt uegnet til nisseføde. Han gav Skovnissemor en albue i siden. ”Jeg ved godt, du har en særlig kærlighed for Christoffer og hans far, men nu er det nok. Noget brunt med noget rødt på. Det har en lille duft af jordbær. Men jordbær hører sommeren til – ikke julen tid. Og det brune!”

Han kiggede med væmmelse på knækbrødet.

Skovnissemor havde kun øje for den lille lyskæde.

”Se, der er en lille pil på trappen”, sagde hun. ”Hvad tror du, det betyder?”

”Hvad det betyder? Hvad det betyder? Det betyder, at han skal have en lærestreg. Noget brunt og rødt, som ikke engang kattene vil spise!”

Skovnissemor var nu helt henne ved lyskæden.

”Pilen peger på en lille sort knap. Hvad mon det betyder?"

”Hvad det betyder? Hvad det betyder? Det betyder, at hans nøgler til bilen forsvinder”.

Skovnissefar var allerede på vej ind i huset for at ordne den sag. Men inden tog han lidt risengryn fra Skovnissemors taske. Skovnissemor pillede lidt ved knappen, og pludselig var lyset væk. Hun hoppede tilbage. Der skete godt nok noget. Hun nærmede sig igen og pillede ved knappen igen. Så kom lyset tilbage. Interessant. Hurtigt fandt hun ud af princippet, og da Skovnissefar kom ud pilede hun rundt og tændte og sluttede for lyskæderne i haven. Den lille lyskæde lå trygt i hendes taske. Den skulle ud at hænge i skoven.

”Kom nu, vi skal videre. Hurtigt videre for de er ved at stå op derinde.”

De efterlod nogle nøgler, der var blevet væk og en lille stearinlys formet som en nisse.

Christoffer åbnede døren.

”Far, hverken nisser eller katte har spist dit knækbrød med syltetøj. Men lyskæden er væk, og der ligger denne her."

Christoffers far kiggede på stearinlyset. "Ja, det er godt nok fint"

Han vendte og drejede det.

"Jeg kender et sted, hvor man kan få lavet den slags. Det er en excellent gave til naboerne og til farmor og farfar. Og måske vil din mor blive glad for sådan et."

"Og måske til pigens mor", tænkte han videre.

”Det til min mor skal være i stort og guld med et strejf af bordeaux”, sagde Christoffer.

”Jamen, så siger vi det”, og så lagde han det lille stearinlys ned i sin taske. Og så snakkede de lidt om, hvad de skulle julehygge med om aftenen.

”Jeg har tænkt lidt pebernødder og lidt mandariner med nelliker i. Det vil også se pænt ud i haven, men kom vi skal afsted.” Christoffer fik tøj og støvler på og kiggede spændt efter, om nisserne havde drillet. Christoffers far fik trøje, husker og strømper på. Han fik også sko på. Anorakken kæmpede han lidt med, men det gjorde han hver morgen. Han fik hænderne igennem manchetten, så der var heller ikke noget.

”Det var så det”, sagde han. Nu mangler vi bare nøglerne!”

Hvor var nøglerne?

De var væk.

Christoffer og hans far kiggede på bordene, i reolen. I lommer og tasker. I æsker og dåser.

”Det var mærkeligt”, sagde Christoffers far.

Christoffer tænkte sig om.

”Far, jeg tror, vi skal kigge i gryderne”

”I gryderne? Der har jeg da ikke lagt dem”

Hvor tykhudet kunne Christoffers far være.

Knækbrød med syltetøj,” fortsatte Christoffer. ”Nisser vil have grød. Sidste år hejste de nøglerne op i flagstangen. I år tror jeg, de vil sige til dig, at du skal koge grød til dem”

Okay,” sagde Christoffers far og kløede sig i det hår, han ikke havde for meget af. Han åbnede skabet med gryder, og tog alle grydelåg af. Og ganske rigtigt. I den allerstørste lå nøglerne samme med nogle risengryn.

”Lover du mig så, at vi skal lave grød til aften?”

Christoffer kunne allerede se sig selv sætte grød ud til nisserne. Endelig langt om længe.

Christoffers far kiggede på Christoffer.

”Jow, det kunne vi da egentlig godt.”

Og så skrev han havregryn til havregrød på sig indkøbsliste.

Skovnissefar og Skovnissemor var nu færdige med deres runde og bankede på hos Havnemissen og hans kone Mathilde. Og jo, de havde nyheder.