14. december

Det sner og sner. Og det blæser. Sneen fyger sammen i store bunker. Blandt andet lige ovenpå Skovnissefar og Skovnisemors hyggelige nissebo. Så det bliver spændende at se, hvordan de får alt sneen væk, så de kan komme ud på deres runde til alle børnene.

Den 14. december

Tidligt den morgen, inden Skovnissefar og Skovnissemor var kommet hjem efter at have drillet manden i det juleløse hus sammen med alle byens nisser, var det begyndt at sne.

Det sneede hele dagen.

Det passede de to skovnisser vældig godt, for de havde været vågne det meste af natten. Det nummer, de havde lavet med manden fra det juleløse hus, krævede noget træning og nøjagtig opmåling, så tovværket lå helt rigtigt på kryds og tværs af haven. De kunne godt tillade sig at sove lidt længe, så de lå i deres lune nissebo, mens skoven langsomt blev hvid.

Til sidst lå det lille nissebo midt i en stor snedrive, men det kunne de jo ikke vide!

Christoffers far var tidligt oppe. Christoffer vågnede ved, at sengens rystede. Det var fordi, hans far strakte sig så lang, han var, i alle verdenshjørner. Uhuhuhuhuåh, sagde han imens. Det gjorde han tit. Christoffer kiggede beundrende på ham.

”Far”, sagde han, ”Jeg går lige ned og ser, om der er en gave” ”Okaj”, svarede hans far energisk.

Han var energisk og glad, selvom hans søvn var blevet forstyrret af manden og katten fra det juleløse hus ved siden af. Han var glad for at kunne slå en lille sludder af med naboen og sørge for, at han fik lidt pebernødder, og han fik da også afleveret lidt mandariner med nelliker til ham. Han havde sat dem på mandens trappe. Han var ikke helt sikker på, at manden havde set det, for han have godt nok været lidt forvirret over noget klistret græs, og en kat, der var både inde og ude.

I dag havde de god tid, for Christoffers far skulle afspadsere, og Christoffer skulle have en fridag fra børnehaven. Så de tullede lidt rundt og hyggede sig. Nu skulle der jules.

Christoffers far vidste allerede nu, at de skulle have den store foodprocesser frem, for sådan en havde Christoffers far. Han elskede at lave mad.

I dag skulle kagedåserne fyldes med vanillekranse. Christoffers far havde det med tomme kagedåser i december, som Christoffer havde det med fulde slikposer resten af året. Ja, altså bortset fra, at Christoffers far drømte om at fylde kagedåser, og Christoffer drømte at tømme slikposer.

Ellers skulle de lave julestjerner. Dem med de lange strimler, som kan flettes ind og ud med hinanden.

Ude på trappen fandt Christoffer en lille bitte kuvert under sneen, der havde lagt sig på trappen. I kuverten var der en lille bitte seddel med meget lille skrift.

Det sneede godt nok meget. Måske kunne de også komme ud at kælke!

I skoven føg sneen sammen i store bunker. Det blev ved med at sne, og det blev ved med at blæse. Skovnissefar og Skovnisssemor sov stadig. Der var blevet ekstra lunt i nisseboet, selvom skovnisserne ikke havde tændt op i den lille kakkelovn. Sneen isolerede så godt.

”Far, tror du, man kan læse de her små bogstaver?”, spurgte Christoffer sin far og rakte den lille seddel, der havde ligget inde i kuverten, til sin far.

”Ja, det tror jeg nok, vi kan. Det tror jeg nok, vi kan. Men vi skal finde en lup. Hvor var det nu, jeg så en lup?”

”Der”, sagde Christoffer. Han pegede på bordet.

”Du brugte den, da vi skulle lave det lille bitte flettede hjerte til nisserne”

Christoffers far tog luppen og begyndte at læse: ”Nissemors bedste julegrød”

Han kiggede op.

”Glimrende. Det er en opskrift på risengrød. Den skal vi gemme til jul. Se, vi hænger den på køleskabet, så den ikke bliver væk.”

Og det gjorde han så.

De fik bagt vaniljekranse til den store guldmedalje. Seks dåser blev det til. Så er der også lidt til farmor og farfar, til naboerne og til os selv, forklarede Christoffers far Christoffer.

”Julen handler om at sprede glæde og at tænke på andre.”

Men han sagde også: ”Så kan pigens mor også få en dåse kager.” Men det var kun til sig selv.

Manden fra det juleløse hus og hans kone og børn afspadserede ikke. De var på arbejde og i skole. Manden og hans kone tog toget på arbejde. Manden snakkede med andre naboer, som også tog toget. Manden fra det juleløse hus fortalte, stadig lidt oprevet, om nattens hændelse.

”Det var godt, Christoffers far kom og reddede ham,” sagde han til dem, han snakkede med.

”Da han kom, holdt græsset op med at klistre og de der små bump (som han havde regnet ud måtte komme fra Kisser) stoppede.”

”Ja”, nikkede de andre. De syntes også, at Christoffers far var en fin fyr. Også selvom han var lidt overgearet med det der julepynt i æbletræerne.

”Hvordan mon der ikke ser ud indenfor”, spurgte de og smilede med hånden lidt for munden, mens de nikkede indforstået.

Da kagerne var færdige, kom stjernestrimlerne frem. Så sad Christoffer og hans far og drak the og spiste alverdens julekager. Christoffer lærte hurtigt at flette stjerner, for han var en kvik dreng og fiks på fingrene. De lavede mange stjerner i alle mulige farver. Sølv, guld, hvid, rød gul, blå, lilla. Også sort og et strejf af bordeaux. Så Christoffer lavede et par til sin mor, som han kunne have med ud til hende næste gang. Hans far lavede en kæmpestor en af slagsen, der skulle sidde i toppen af træet. Men han lavede også en lille bitte en, som Christoffer kunne lægge ud til nisserne.

Men de skulle også nå ud at kælke, så de tog tøj på og slæden frem. Og så gik de ned i skoven.

Skovnissemor vågnede ved, at sengen rystede. Det var fordi, hendes kære mand, Skovnissefar, strakte sig så lang, han var, i alle verdenshjørner.

"Uhuhuhuhuåh", sagde han imens. Det gjorde han tit. Skovnissemor så kærligt på ham. Han var nu lidt af et mandfolk. Så rynkede hun brynene. Der var noget, der ikke var som det plejede. Der var lunt på en anden måde. Og der var tyst på en anden måde. Det var som om der var lagt en stor dyne over hele boet. ”Skovnissefar! Vi skal vist lige se, hvad det er, der sker.”

”Hvad det er, der sker? Hvad mener du?”

”Lyt”

”Jamen, jeg kan ikke høre noget””

”Nej, netop. Det er det, der bekymrer mig. Kan du ikke gå udenfor og se?”

Jo, det kunne han da godt. Han åbnede og kiggede ind i en hvid mur.

”Jeg kan ingenting se. Der er helt hvidt”, råbte han bagud. ”Den vej kommer vi ikke sådan ud af.”

”Hvad siger du?”, sagde Skovnissemor.

”Ja, så skal vi grave mange timer. Der kommer ikke lige en sneplov eller et bæltekøretøj her forbi”

Skovnissemor for allerede forvildet rundt. Hun havde hurtigt set alle de ulykker, der ville ske, hvis de ikke kom ud. Hun kunne listerne med børn udenad i hovedet, og så var der de juleløse huse, som de skulle holde øje med.

”Det ordner sig nok”, sagde Skovnissefar. ”Jeg har aldrig hørt om nisser, der ikke, der ikke nåede frem til deres børn.”

Men den holdning passede Skovnissemor dårligt, så hun begyndte at skovle sneen væk. Hun måtte gøre noget.

Christoffer og hans far kælkede ned af bakkerne i skoven. Den del af Lave Skov, hvor der var bakker, men på vej hjem gik de over vejen ind i den anden del af skoven. Det var den del af skoven, hvor Skovnissefar og Skovnissemor boede. Men det kunne de jo ikke vide, for de havde aldrig set dem.

”Man kunne også lave en snemand”, sagde Christoffer.

”Det kunne vi da godt”, sagde hans far. ”Det er sjovt.”

Det var holdt op med at sne. Så skrabede de sne sammen i en stor bunke. Og trillede sneen til store kugler, som Christoffers far satte ovenpå hinanden.

Skovnissemor holdt pludselig inde. Der var nogen, der talte et sted lige uden for dynen af sne.

”Man kunne også lave en snemand”, sagde en lille stemme.

”Det kunne vi da godt”, sagde en dyb stemme. ”Det er sjovt.”

Hun skyndte sig ind og lukkede døren. Hun stilede sig med ryggen mod døren.

”Der er nogen lige derude”, sagde hun. ”Jeg tror ikke, de så mig” ”Der kan du se. Der er sjældent grund til at bekymre sig. Se, så kom der alligevel en sneplov herud. Lad os få noget at spise, så tager vi en ekstra lur, og så finder vi sneskoene frem, så kommer vi nok rundt til alle.”

Christoffer lagde den mindste stjerne ud til nisserne og lidt vaniljekranse. Men han havde også fået sin far til at skrive et lille brev med en meget lille skrift. Der står: Undskyld men min far havde ikke købt ris til grød.

Flere timer senere kom Skovnissefar og Skovnissemor gennem skoven med snesko på. De skulle nok nå det hele. Men først en tur til det juleløsehus.