15. december

Skovnissefar og Skovnissemor går til fest hos Havnenissen´s og møder en pizzeria-nisse. Det viser sig, at han er virkelig god til at danse argentinsk tango. Han tager med rundt i byen, men der sker ikke så meget den dag. Menneskene i alle de fem huse, der er på observationslisten, har julet. Men kan det nu helt passe?

15. december:

Sneen havde lagt sig som et tykt tæppe i hele Sletten. Sneskoene lavede tydelige spor, hvor skovnisserne kom frem. De tjekkede det juleløse hus og fandt under sneen nogle mandariner med nelliker i.

”Det lugter af jul”, sagde Skovnissemor til Skovnissefar. ”De skal længere nok op at stå på gelænderet her.”

Skonissemor satte dem på gelænderet på verandaen, så man kunne se mandarinerne, når man kom ind i haven. Det var smukt. De kunne jo ikke vide, at det var Christoffers far, der havde lagt mandarinerne hos naboen i det juleløse hus.

Inden de gik hen til Christoffer og hans far, slog de et slag rundt om havnen for at høre, om nogen har set noget. Havnenissen´s havde besøg af alle områdets nisser, men også et nyt ansigt: Pizzeria-nissen. Han skulle naturligvis også have hele historien. Sidste nats bedrifter blev gennemgået i detaljer:

”Så I, hvordan han så ud, når han væltede?”

”Han blev ved med at tro, det var Kisser, der lå i sin kurv i huset!” ”Græsset klistrer så mærkeligt”, sagde skolenissen med en stemme, der lignende mandens fra det juleløse hus.

Tognissen kunne fortælle, at pendlerne i byen havde snakket om den mærkelig hændelse i samtlige de 40 minutter, det tog for toget at komme ind til den store by, hvor de fleste i Sletten arbejdede.

”I har det sjovt her”, sagde pizzeria-nissen. ”Må jeg ikke komme med jer rundt lidt senere.

Det var lidt sjovt, men når pizzeria-nissen snakkede, brugte han hænder og skuldrene rigtig meget. Op og ned gik både hænder og skuldre. Selvfølgelig måtte han gerne komme med.

Langsomt udviklede snakken sig til en fest. For nisserne gik helst ikke glip af at fejre enhver begivenhed. Var der en anledning, blev der festet. Og var der ikke en anledning, fandt man på en, for som de ofte sagde: Opvasken løber ingen steder.

Violinerne lynede med hopsa og fejende valse. Havnenissens kusine mente, at det måtte være tid til en argentinsk tango. Den havde hun danset til på havneknejperne i Buenos Aires, da hun en enkelt gang sejlede til Sydamerika. Den argentinske tango dansede hun med pizzeria-nissen, der viste sig at være en ørn til at danse.

Christoffers far kunne ikke falde i søvn. Der var kommet noget uroligt over ham. Han greb et par kagedåser og julepynt og gik ud i den snedækkede by. Det virkede helt beroligende at gå rundt og hænge de smukke stjerner op i træerne langs vejen. Han standsede pludseligt og lyttede. Der var nogen, der havde glemt at slukke radioen. Byen lå hvid og stille. Musikken var smuk og en kende dramatisk. Violinen fortalte historier, og harmonikaen akkompagnerede. En tango, vidste han.

Christoffers far omfavnede sig selv med sine store lapper og dansede tangotrin ned ad gaden, som om han øvede sig på at danse rundt om juletræet på en helt ny måde.

Han mødte ingen verdens mennesker, så kagedåserne forblev fulde. Christoffers far blev enig med sig selv om at sætte den på trappen til de huse, der var allermest uden synlig jul. Det var dem i nr. 6, 19, 26, 33 og så selvfølgelig huset ved siden af deres. Huset med katten, der hed Kisser. Han var helt sikker på, at de ville blive glade for kagerne.

”Ja, der er lidt kedeligt her i dag”, undskyldte Skovnissefar overfor pizzeria-nissen, der havde lånt et par snesko af havnenissen.

Alle de fem huse, der var på observationslisten, havde bagt julekager. Der stod i al fald julekager i dåser i deres haver. Og i huset, hvor manden, der væltede i haven og Kisser boede, havde nu både mandariner med nelliker og en kagedåse.

”Men der er noget her, der ikke helt stemmer,” sagde Skovnissemor. ”De bager vel ikke alle sammen på samme dag." Hun lavede en bemærkning i sine notater.

På trappen hos Christoffer og hans far fandt nisserne brevet, mandarinen med hjertet på og lidt kager. Skovnissefar fnyste! Efter musik og dans hos Havnenissen var han blevet sulten. Meget sulten. Hvor tykhudet kunne dem far dog være. Han listede ind i huset satte en gryde frem, hældte ris i. Satte mælken frem og smør til en smørklat. Kanelen satte han også frem. Nu skulle den far kun en ting. Hælde mælken på og tænde for blusset.

Skovnissemor lagde en fin kogle, hun tidligere havde fundet i skoven, til Christoffer.

Pizzeria-nissen tog med Skovnissefar og Skovnissemor hjem at sove.

Da Christoffer og hans far kom ned om morgenen den 15. december, fandt Christoffer en kogle på trappen, og hans far kiggede ned i gryden på komfuret..

”Det er vel nok lang tid siden, vi har fået risotto” mumlede han. ”Sådan en lækker, smækker cremet risotto med masser af parmesan og lidt safran.

”Se en fin kogle. Den lå ude på trappen,” sagde Christoffer.

”Ja, den er fin, sagde Christoffers far. Han kastede sin lap af en hånd om på ryggen for at klø sig selv på skulderen.

”Jeg kommer i tanke om, at jeg fandt nogle meget store og fine kogler i skoven tidligere på året. De var ikke alene store. De var meget store. Ved du hvad? De skal så lige have lidt lim og lidt nissehue og øjne på og lidt piberensere, så bliver de virkelig flotte!”

Det var slut med afspadsering for Christoffer og hans far. Men de blev enige om at lave koglenisser om aftenen.

”Har du husket at bestille nisse-stearinlysene?”, spurgte Christoffer sin far.

”Ja”, sagde Christoffer far, ” og ved du hvem, jeg mødte det sted, hvor man kan få lavet nisse-stearinlys?”

Det vidste Christoffer selvfølgelig ikke. Hvor skulle han vide det fra? ”Jeg mødte pigens mor.”

”Hende, der godt kan lide en velbagt julekage og som også godt kan lide lyskæder”, spurgte Christoffer.

”Ja, hende”, svarede Christoffers far. ”Hun var også ved at bestille nisse-stearinlys, og ved du, hvad hun sagde?”

Det vidste Christoffer selvfølgelig ikke. Hvor skulle han vide det fra? ”Hun fortalte, at de havde fået deres nisse-stearinlys leveret på deres trappe. Jeg tror også, hun er klar over, at der er nisser til, men hun sagde det ikke sådan helt direkte.” Christoffers far så meget overbevisende ud.

”Hun sagde det ligesom mellem linjerne, som man siger.” Han lagde tryk på ordet: Mellem.

Christoffer vidste ikke lige hvad hans far mente, for han kunne jo ikke læse linjer endnu, så hvordan skulle han så kunne læse mellem linjerne!

Christoffers far insisterede på at lave risotto til aftensmad. Og selvom Christoffer argumenterede med, at man også kunne kalde risengrød en form for risotto, hoppede hans far ikke med på den galej. Det skulle være en risotto lavet fra bunden med hjemmelavet kyllingefond og safran, så det passede til den Osso Buco, han også lavede den aften.

Det var ikke fordi, Christoffer ikke kunne lide risottoen, men det var altså helt forkert.

Senere om aftenen, da de sad og lavede koglenisser, sagde Christoffer:

”Det kunne godt være, det kunne være hyggeligt for dig, hvis du fik en kæreste, men kan du så ikke finde en, der har et barn, så jeg kan spille spil og sådan noget med hende eller ham.”

Christoffers far kiggede på ham, som om han fik en ide – eller at noget, han havde glemt, dukkede op igen.

”En kæreste?”

”Ja, sådan en du kunne snakke med, når jeg er gået i seng.” Christoffers far kiggede ud af vinduet med et lidt tomt blik.

”Jo, det var måske ikke en dum ide. Det vil jeg gå og tænke lidt over. Men jeg kommer til at tænke på, at du skal op til din mor i morgen.”

Christoffer vidste, hvad han nu ville sige, og det gjorde han: ”I morgen kører vi dig i børnehave og når du kommer hjem, kan vi lige måske nå at bage nogle brunkager, så skal du pakke din taske og så kører jeg dig op til din mor. Hun vil blive glad for en brunkage og lidt julepynt. Du skal huske at få julestjernerne med til hende!” Christoffer funderede over, hvordan han nu skulle få fortalt nisserne det. Og hvordan skulle de komme op til hans mor?

De gik ud på trappen. Christoffer med en meget stor koglenisse. Christoffers far med en portion risotto og et glas rødvin fra Toscana. Christoffers far snusede luften ind. ”Det lugter af mere sne,” sagde Christoffers far. ”Ikke så meget som i går. Det lugter af lidt nysne af den fineste slags”.

De to lukkede døren og gik i seng.