16. december

Pizzeria-nissen er en hyggelig fyr, mener Skovnissefar og Skovnissemor. Og lidt anderledes. Han kan bedre lide risotto end risengrød. Han drikker ikke dejlig sød øl men foretrækker et glas sur vin. Juletraditionerne er også anderledes, hvor han kommer fra. Men han kender godt til, at menneskene ikke rigtig forstår, hvad julen går ud på. Og så skal Christoffer op til sin mor.

Den 16. december:

Christoffers far fik ret. Det sneede den nat. Ikke så meget som aftenen og natten før, men der kom et tyndt lag nysne af den fineste slags.

I nisseboet i Lave Skov var Skovnissemor stået tidligt op, nu de havde sovende gæster.

Han var en hyggelig fyr ham pizzeria-nissen. Han var ikke så meget til øl men kunne godt lide et glas vin. Han kunne godt spise risengrød, men hvis nogen serverede en god, cremet risotto med masser af parmesan og lidt safran, blev han overlykkelig. Risotto Milanese, kaldte han det og fik tårer i øjnene ved tanken.

De havde siddet om aftenen og havde talt lidt om børnene i byen i almindelighed og om Christoffer i særdeleshed. De to skovnisser havde fortalt om hvordan han rejste frem og tilbage mellem hans far og mor.

De fortalte om Christoffers far, der bagte og lavede så meget julepynt, at der næsten var nok til hele byen.

Men de fortalte også, at det var lidt svært at få ham til at forstå de mest simple ting, som for eksempel, at danske nisser skal have risengrød. Sådan en lækker, smækker, rasende indbydende, helt snehvid med et drys kanelsukker, risengrød. Det havde været det samme sidste år. Det var faktisk først til allersidst, at han vågnede op, fortalte de. Og hans søn, Christoffer, der er søn af Nic og Jeanett. Og Nic, der er søn af farfar, der er søn af.... og den familie havde boet i Sletten så længe, man kunne huske. Skovnissefar måtte lige trække vejret, før han fortalte videre, men i al fald: Hans søn Christoffer havde gjort alt muligt for at få sin far til at fatte det – uden held. Til gengæld spredte han julepynt og jule bag. Dejlig julestemning. Christoffers mor, der boede i en anden by, ville gerne lave risengrød, men hun ville ikke pynte op.

Pizzeria-nissen rystede på hovedet. Sådan var det også, hvor han kom fra.

I Italien havde de godt nok nogle andre traditioner, men også her var der for og imod både det ene og det andet.

Alle nisserne kom op og spændte sneskoene på og gik ud i den mørke morgen. Det er ikke nemt at komme gennem de snedriver, der er blæst sammen i løbet af natten. Et enkelt sted måtte de bore sig gennem de største driver, og til sidst kommer de frem. Lidt for sent. Christoffer og hans far var på vej op. Skovnissemor lagde øret til døren.

”Han skal op til sin mor i dag”, hvisker hun til Skovnissefar. Skovnissefar fik i det samme øje på koglenissen:

”Stå helt stille”, råbte han til sin kone og pizzeria-nissen. ”Frys”.

”Jeg fryser allerede,” sagde Skovnissemor.

”Der er en fremmes nisse her.”

”Hold nu op, dit pjathoved”, sagde Skovnissemor. ”Det er jo bare pizzeria-nissen.”

Skovnissefar så fra koglenissen til pizzeria-nissen og tilbage til koglenissen og sagde så:

”God aften fremmede nisse. Hvilket sprog taler du så?” Skovnissemor havde igen øret mod døren.

”Hvad skal vi dog gøre? De skal køre klokken fire?”

Hun vendte sig om og så på koglenissen.

”Nej se, Christoffer har lavet en koglenisse.”

Skovnissefar så lidt fåret ud.

"Nårhr ja, det var det, jeg sagde. Der var koglenissen, du skulle se." Han ville gerne ud af den situation.

”Men se nu her. Der er noget, der ligner risengrød i konsistensen” Han prikkede til grøden.

”Men det er lidt for gult, lugter forkert, og der er hverken kanel eller smørklat!”

Pizzeria-nissen kom nærmere.

”Det er jo Risotto Milanese”. Der gik et splitsekund. ”Vino fra Toscana”

Pizzeria-nissen havde allerede blanke øjne af glæde og gestikulerede med armene. Hans hænder blev rakt mod himlen, mens han gentog: Mamma mia. Grazie mille, Christoffer e suo padre”

Skovnissefar kiggede på sin nye ven. Det var for underligt. Gul risengrød og sur vin og så græd han af glæde.

Skovnissemor kunne ikke rigtig koncentrere sig hverken om fremmede nisser, risotto eller manglende risengrød. Hun kunne kun tænke på, at Christoffer skulle til sin mor, at de skulle køre klokken fire, og at de ikke kunne køre med Christoffers far, for han hentede Christoffer i børnehaven. Og hvor var børnehaven henne?

Distræt byttede hun koglenissen ud med endnu en lille bog. En bog om nisser, der kælker.

Pizzeria-nissen slikkede skålen helt ren for risotto.

”Vi må væk i en fart. De kommer ud nu. Lad os vente i garnskuret, indtil de er taget afsted."

I det samme åbnede Christoffer og hans far døren. Skovnisserne pilede afsted og fik hverken tid til at fjerne fodspor eller lignende. Skovnissefar mistede sin ene luffe på trappen.

”Tror du, de kan finde mig hos min mor?”, spurgte Christoffer.

"Finde dig. Finde dig? Ja, selvfølgelig kan de finde dig. Jeg har aldrig hørt om nisser, der ikke kunne finde deres børn."

”Har du virkelig aldrig set dem,” spurgte Christoffer sin far.

”Ikke set og ikke set. Jeg så måske engang en skygge af en nissehue. Og jeg har set små træskospor i sneen. Og farfar fortæller, at da han var lille …. "

”Hov, se her!” Christoffer bukkede sig ned og kiggede nærmere på den lille snedrive foran trappen. ”Se nogle mærkelige spor.” Christoffers far kløede sig i det hår, han ikke havde så meget af. ”Det er nok Kisser, der har fået plaster på poterne eller små sko på,” mente han.

”Men det ligner jo spor af meget små snesko. Måske er det nisse-snesko”, sagde Christoffer.

”Der er fire spor. Det kunne godt tyde på, at det er en kat med plaster på poterne. Altså Kisser. Eller Pussypjanke eller Misser eller hvad nu naboens katte hedder.”

Han bemærkede nu, at skålen med risotto var tom. ”Jeg vidste det”, sagde han til sig selv. "Nisser kan godt lide risotto!"

”Men far, der er seks spor.”

”Nåhr ja.” Christoffers far kløede sig igen i det hår, han ikke havde så meget af. ”Mon ikke bare den kat har trampet noget rundt for at lave lidt ballade og for at forvirre morgentravle mennesker?” Sporene gik hen mod garnskuret. Christoffer kiggede derhen.

”Skal jeg ikke lige?”

”Nej, er du tosset. Nu er vi sent på den. Der ligger også noget der.” Christoffers far pegede på den lille bog. Men Christoffer fik også øje på Skovnissefars vante. Det var et spor.

Han puttede vanten og den lille bog med nisserne, der kælkede i lommen. Det kunne ikke gå helt galt.

”Pyha, det var på et hængende hår”, sagde nisserne til hinanden. ”Ups, jeg har tabt min vante, indrømmede Skovnissefar. ”Jeg henter den lige. Jeg tror, den er på trappen.”

Men der var ikke nogen vante, for den passede Christoffer på. Og Christoffer var på vej i børnehaven. Skovnissemor vred sine hænder.

”Den gode vante. Hvem mon nu finder den? Og vi skal videre, for vi skal til Helsingør. De kører klokken fire. Havnenissens Kusine er sejlet til København, så hun kan ikke sejle os. Hvordan skal vi komme derop?”

Skovnissefar var rolig som en klippe:

”Vi tager da bare toget derop. Vi finder tognissen, så går det hele. Kom nu lige et gear ned. Har du måske nogensinde hørt om nisser, der ikke fandt deres børn?”

Tage toget derop. Men de havde jo aldrig taget toget før, så hvordan skulle de finde ud af det?

”Kom nu lille kone, så går vi ned til Havnenissen og snakker med ham og hans kone om det hele. De skal jo i øvrigt også passe vores andre børn, mens vi er væk.

”Jeg hjælper dem gerne”, sagde pizzeria-nissen galant. Han havde luret, at maden var god i Sletten.

Og sådan blev det.

Det var ved at blive mørkt, at Christoffer og hans far kom til Strandgade 24. Da de kom til Strandgade, hoppede Christoffer ind til sin mor. Hans far kom bagefter med tasken. Og mens de fik en kop kaffe, pakkede Christoffer alle sine ting ud. Både den lillebitte blyant, bogen med nisser, der sejler, og nisser, der kælker og selvfølgelig også koglen. Munden stod ikke stille på ham.

Og ved du hvad mor?, sagde han hele tiden. Og ved du hvad?

Nej, det vidste hans mor ikke.

”Jeg tror ikke, nisserne kan finde mig, når jeg er oppe hos dig. Kan du ikke lave risengrød med kanelsukker og sætte ud i nat, så nisserne ved, at jeg er her?

Nej, det gik ikke, det ville trække ræve og rotter til.

”Kan jeg så ikke sætte det på loftet?”

Jo, det gik, men hun vil ikke have den på trappen, for det kunne trække edderkopper til.

Christoffers far kørte hjem. Der kom flere fulde kagedåser på køkkenskabet. Christoffers mor lavede risengrød, men der var stadig ingen julepynt. Christoffer og Christoffers storesøster satte grød op ved siden af Christoffers søsters store Barbie dukkehus. Dukken havde flyttet sig, så den satte Christoffer igen i stolen og tændte det lille lys, så dukken kunne sidde og læse lidt. Christoffer lagde også den lille vante han havde fundet på trappen om morgen ved siden af skålen. Hvis vanten blev taget, så vidste han, hvor nisserne var, når han var hos sin mor. På loftet!