17. december

Skovnissemor prøver at køre i tog. Det gik egentlig fint nok, selvom hun er noget nervøs.

Christoffer og hans mor og søster skal have en hjemmehyggedag. Christoffers mor kommer ufrivilligt til at gå meget casual klædt.

Den 17. december:

Togturen gik i og for sig fint. Eller rettere: Det var en noget nervøs Skovnissemor, der stod på perronen med Skovnissefar og tognissen, som havde lovet at følge dem til toget. De havde deres rejserygsæk med for de vidste jo ikke helt, hvor længe de skulle være afsted. Det eneste, de vidste, var, at Christoffer og hans far kørte klokken fire.

Toget kom da også brusende og til tiden. De kom fint ombord uden at blive set af de mange mennesker, der også skulle til Helsingør. Den by Christoffers mor boede i.

“Når I kommer frem, skal I finde stationsnissen, så viser han jer vej til Christoffers mors gade” havde tognissen sagt. Han hoppede af toget, ligesom dørene gik sammen.

Skovnissemor var noget oppe på mærkerne. Hun skulle i al fald af ikke køre for langt. Eller endnu værre: Køre tilbage igen. Det var nemlig sådan, det vidste hun fra snakken på havnen, at toget endte i Helsingør. Så vendte det og kørte den modsatte vej, tilbage, hvor det kom fra. Så hver gang toget standsede ved en station, stod Skovnissemor parat til at hoppe af. Og hver gang sad Skovnissefar og klukkede.

Tag det nu roligt, min pige. Vi skal nok komme af til tiden.”

Endelig langt om længe var de i Helsingør. Stationsnissen stod i en stilig sort uniform og ventede på dem.

“Velkommen til Helsingør”, sagde han og viste dem indenfor på sit kontor til en kop velkommen-til-byen-kaffe. Og som sædvanlig, når nisser er sammen, så tog de ene historie den anden. Stationsnissen havde startet sin karriere som interrailer. Han havde kørt Europa tynd i sine ferie. Med tog selvfølgelig.

Skovnissefar og Skovnissemor fortalte om deres børn og de huse i Sletten, der endnu ikke var begyndt at pynte op for alvor. Om Christoffer og hans far, der pyntede op for dem alle sammen. Om Christoffers mor, som gerne ville lave risengrød med som ikke ville hoppe på juleræsen og få julekuller. De snakkede også om juledrillerier.

“Der var nogen, der for en uges tid siden holdt skoudsalg i Strandgade”, fortalte Stationsnissen. Det var intet mindre end et genialt nissedrilleri,” begyndte han. “Det var nogle nisser udefra, der fandt på det. De fik hjælp af blandt andre kirkenissen og skibsprovianteringsnissen ....”

Skovnissemor kiggede beskedent ned. Bagefter kiggede hun ud af vinduet. Hun så lige ud på havnepladsen.

“Jeg ved da godt, hvor vi er nu”, udbrød hun. “Dernede ligger skibsprovianteringen. Derovre er kulturværftet. Her er de store færger, og Sundbusserne ligger lige her foran.”

Da de kom til Christoffers mors hus nogen timer senere, gik de ind ad det samme åbne vindue, som de benyttede første gang.

Snart kunne de høre, at der blev børstet tænder. Hoveddøren blev åbnet. Christoffer sagde. Ja Mor, jeg kommer nu, og så kunne de ellers høre, at der blev puttet i dyner.

"Godnat", sagde Christoffers mor til sig selv. Hun var pt single. Snart kunne man høre to rolige åndedræt og en, der snorkede en lille smule. Det var Christoffer.

Skovnissemor kendte vejen til loftet, men da de nåede derop, blev hun helt forskrækket. Hvem var det, der sad i stolen og læste Skovnissefars ponybog? Og hvem havde tændt lyset?

”Hm, hm”,

Skovnissemor rømmede sig. ”Øhh, bor du også her?"

Dukken sagde ikke noget. Det var jo en dukke.

”Hvilken side er du kommet til”, spurgte Skovnissefar belevent.

ingen svar.

Skovnissemor gik helt hen til pigen i stolen. Det var jo bare en dukke.

"Pu-ha", udbrød Skovnissemor. "Jeg troede lige, at det var ejeren af nisseboet."

Så hørte hun Skovnissefar juble:

“Og der er risengrød med kanel i en skål” (Christoffers mor havde ikke smør i huset, så smørklatten, måtte man tænke sig til, som hun sagde).

Han smaskede og gnaskede al risengrøden i sig, mens han sagde lyde som uhmmm, uhmm-uhmm.

Christoffers mor lavede en glimrende grød, også selvom den ikke var lavet på sødmælk!

Mens Skovnissefar guffede grød, tog Skovnissemor en tur gennem stuerne for at se, hvordan det gik med julepynten og julebagningen. Skovnissemor så alt. Dåserne på toppen af skabet. Julepynten, også de to stjerner, Christoffer havde lavet, i skuffen. Kasserne på loftet. Ellers var der absolut ingenting.

“Jamen, det er jo skrækkeligt”, stønnede Skovnissemor. “De hjalp ikke sidste år at lægge hendes pæne undertøj i ovnen og brødet i skuffen. Skoen var gået hjemmefra og der havde været skoudsalg. Jeg tror, jeg må i gang med ...”

Hun lagde hun to små honninghjerter, hun havde fundet i skibsprovianteringsforretningen til Christoffer og hans storesøster. Hun fandt til gengæld en pil på trappen, der pegede ind på huset. Hvad mon det betød? Måske at der var grød på loftet. Godt tænkt!

Men det var ikke kun Skovnissemor, der var utilfreds med den manglende julepynt. Christoffer var bekymret for, hvad nisserne nu kunne finde på. Han så jo, hvordan hans mor lagde julestjernene ned i skuffen til det sorte kræmmerhus. “Hvor er de flotte. Jeg kan se,du har gjort dig umage. De skal bestemt op den 23. december”, havde hun sagt.

Så det var med en vis bæven, at han gik ned af trappen den 17. december for at se, om skoene var væk, om der var undertøj i ovnen, om nøglerne var gemt, om mælken var lyseblå, om ærmerne i hans mors frakke var syet sammen eller om alt bestikket lå i badekarret. Alt så tilforladeligt ud.

Han blev glad for honninghjertet og løb også op til sin storesøster med hendes.

Cristoffers mor var dog ikke så vild med honninghjerter, der havde ligget på trappen.

“Det er altså lidt uhygiejnisk”, sagde hun. “Man ved jo ikke, hvor mange edderkopper, der har trampet på det.”

På loftet var Skovnissefar og Skovnissemor flyttet ind. Rejserygsækkene var pakket ud. Skovnissemor havde noget af den hårpynt, der lå sirligt i kommoden i håret. Det var måske lidt lyserødt, men skidt. Hun var på ferie, og det ene skulle gerne passe til det andet. Skovnissemor var alle steder. Oppe og nede. Skovnissefar sad lige så stille i stolen. Han sad faktisk så musestille, at Christoffer ikke hverken så eller hørte ham, da han var oppe efter skålen. Det var tæt på.

”De har spist grøden!, ” hviskede Christoffer til sig selv. ”Men de har ikke taget vanten. Så er det måske ikke vores nisser. Måske er det musene, der har spist grød."

Skovnissefar var lige ved at rejse sig. Christoffer havde hans vante. Christoffer tog skålen i hånden og den lille vante i lommen og gik nedenunder. Hvordan skulle Skovnissefar nu få sin vante?

Alt gik rigtig fint, lige indtil Christoffers mor skulle have sine bukser knappet. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Uanset om hun hev den ene vej eller den anden vej. Uanset om hun så lagde sig ned på gulvet. (Det er ellers et kendt trick blandt menneskekvinder.) Hun kunne ikke få knappen i knaphullet. Nu siger hun helt sikkert, at det er meget mærkeligt. For de bukser plejer hun at kunne passe.

”Det er virkelig vildt mærkeligt”, sagde Christoffers mor forpustet efter kampen med bukseknappen.

”Jeg plejer da godt at kunne passe de her bukser”.

Hun prøvede så ti gange mere, så måtte hun opgave og valgte så i setdet et par leggings og en stor sweater.

”Det er også mere casual til sådan hjemmehyggedag”, besluttede hun sig for.

”Du ved godt, at det kan være nisserne, der gjorde, at du ikke kunne knappe dine busker ik?”

”Siger du det?”, sagde Christoffers mor.

Hun var lige i gang med en sms med mange emojies til sin gode veninde.

”Mor, kan du ikke huske sidste år?”

”Jo, sidste år”, hun kiggede op fra telefonen. ”Jo det var mærkeligt, men det nu, det var da endnu mærkeligere. Jeg ved, jeg ikke har taget et gram på.”

Blikket røg ud af vinduet et øjeblik, men så svarede veninden med en masse hjerter.

”Pynte op”, sagde Christoffer. ”Du skal pynte op”

”Det gør vi også, men først den 23. december. Jeg har hele planen klar.”

Hun havde læste en masse blade. Inspiration, kaldte hun det.

Ovenpå. På loftet sad Skovnissefar i sin stol og læste bind 2 af pigen med ponyen og krybskytterne. Skovnissemor havde fået besøg af den unge butiksnisse, der havde hjulpet med skoudsalget. Hun prøvede alle barbieskoene og kjolerne. Skovnissemor rystede let på hovedet. Nej, de sko og de kjoler var nu for upraktiske for en nisse.

Om aftenen spurgte Christoffer igen sin mor, om ikke de kunne få risengrød for det er jo min livret, havde han sagt. Jo, havde hans mor sagt. Det er dejlig nemt. Lad os gøre det.

Og så tog hun minimælk og risengryn frem.

"Ingen smør. Desværre. Jeg skal gerne kunne lukke bukserne i fremtiden," sagde hun.

At det kunne være et nissedrilleri, havde hun for længst glemt.

De to nisser gik på visit hos den fine domkirkenisse men endte naturligvis i Skibsprovianteringen med dans og glade dage.

Da de kom hjem, ventede en grød med kanelsukker.

”Det her er rigtig ferie”, sagde Skovnissefar. ”Læse bøger, danse og spise god mad. ”

Skovnissemor pillede ved sin hårpynt. Jo, det var dejligt at komme lidt ud af de vante rammer.

Som tak for grøden, lagde hun nogle kravlenisser på trappen. Ja, det var faktisk hende selv og Skovnissefar, der havde stået model for efterhånden en del år siden.

Mon ikke Christoffer og hans storesøster ville blive glade for dem?