18. december

Christoffer skal altid i bad og rede sit hår, når han er hos sin mor. I dag skal de i byen og en tur med Sundbusserne til Helsingborg. Nisserne tager med og møder både Sundbuskaptajnen Niels og en sød svensk bagerjomfru, der sælger kakor.

Den 18. december:

Skovnissemor havde ret. Christoffer og hendes storesøster blev ganske rigtigt glade for kravlenisserne. Selv Christoffers mor syntes, at kravlenisserne var søde.

”Det er da et par yndige modeller,” sagde hun. ”Det er retro på den helt rigtige måde. Det er sjovt. Jeg synes, jeg har set dem i et af bladene".

De var da også søde. Både sammen og hver for sig.

”Må vi ikke hænge dem op?”, spurgte Christoffer forhåbningsfuldt. Christoffers mor rystede på hovedet.

”Vi kan godt klippe dem ud, men vi venter med at hænge dem op. Nu er der kun 5 dage til den 23. december.”

Christoffer klappede i hænderne og hoppede lidt op og ned. Det var jo første skridt at klippe kravlenisserne ud. Han var sikker på, at han kunne komme til at hænge nogen af dem op rundt omkring. I al fald oppe på hans eget værelse. Så kunne nisserne se, at hun var begyndt at jule lidt.

Han greb om den lille nissevante i lommen. Han måtte huske at få den med hjem.

Skovnissemor og Skovnissefar sad i Barbiedukkehuset og hyggede sig. De kunne holde fri. De var helt tilfredse med, at Christoffers mor nu var gået med til at klippe kravlenisser. Det var jo første skridt at klippe kravlenisserne ud. De var sikre på, at der nok skulle komme lidt kravlenisser op at hænge rundt omkring i huset. Men der var heller ikke mange dage til at de skulle hjem, og det var helt nødvendigt, at Christoffers mor begyndte at pynte op INDEN, skovnisserne tog hjem til skoven igen.

For at være sikker på at det skete, lavede de en plan. En plan B, som Skovnissemor kaldte det Det var en plan, der involverede flere af nisserne i byen. Det ville de fixe senere.

”Kom nu, Christoffer. Vi skal ud at shoppe. Jeg har set et par fantastiske sko. Jeg skal lige ned og prøve dem. Dine hue og vanter ligger i kurven. Red lige dit hår, før vi går ud ad døren. Har du været i bad? spurgte Christoffers mor.

Han skulle altid i bad hos sin mor. Hele tiden, syntes han. Han nikkede. Og mens Christoffer redte sit hår, sagde hans mor videre. ”Når vi har købt sko, tager vi en tur til Sverige. Vi tager Sundbusserne. De sejler fra centrum til centrum. Der er ofte musik og fest, hvis ikke der var bingo.”

Christoffers mor kunne godt lidt fest og musik. Det var smartere at tage en sundbus, havde Christoffers mor fortalt. Man skal gå flere kilometer ad landgangen for at komme i land på den store færge.

Da døren smækkede, kom der liv på loftet. De to nisser kom ned i stuerne med målebånd og tommestokke og målte op i højden og i bredden. De målte også diagonalen. Selv hoveddøren målte de. Det gik stærkt, og snart var de to skovnisser i fulde fart ned i byens gader. Med sig havde de en stor rulle med kravlenisser.

Det tog laaaang tid at prøve sko. Men til sidst besluttede Christoffers mor for et par halvhøje støvler med leopardskind. Hun ville gerne beholde dem på!

Så var det tid til at komme videre, men så mødte Christoffers mor først den ene så den anden veninde. De mødte også pigens mor og pigen.

Pigens mor og Christoffers mor kendte jo hinanden, fordi Christoffers storesøster og pigen gik i klasse sammen.

”Mærkeligt? Ja, det var meget mærkeligt. Jeg kunne simpelthen ikke få den knap i knaphullet,” fortalte Christoffers mor.

”I dag, da jeg tog bukserne på, var det ikke noget problem. Jeg knappede dem bare!”

”Men du har jo heller ikke pyntet op. Det kan jo være nisserne.”, sagde pigens mor alvorligt.

”Det siger Christoffer også,” sagde Christoffers mor, ”men nej”, sagde hun videre. ”Jeg er for gammel til at tro på nisser”.

Christoffer mødte pigens mors blik. Nu vidste han, hvad der stod mellem linjerne. Pigens mor vidste også godt, at der var nisser til. Han mærkede lige efter i lommen. Jo, vanten lå der endnu.

Pigens mor syntes også, at kravlenisserne var søde og rigtig retro. Pigen og hendes mor havde også fundet kravlenisser på trappen. De sagde farvel til hinanden. Pigens mor sagde: God jul. Christoffers mor sagde farveller, for sådan sagde man almindeligvis i Helsingør.

Skovnisserne var færdige med deres gøremål i byen, så de slentrede også ned mod havnen.

”Se, der er Christoffer og hans mor og storesøster. De skal til Sverige. Skal vi ikke smutte med?”

Skovnissefar gik ikke gerne glip af en oplevelse. Sådan var det også for Skovnissemor, men måske er det noget, der ligger til nisser?

Skovnisserne fik fat i dæksnissen på Sundbusserne. De smuttede ombord i et ubemærket øjeblik. De fandt hurtigt ud af, at nisserne på Sundbussen Pernille talte både svensk og dansk, og at de forstod hinanden for det meste. Når foreksempel de svenske sundbusnisser sagde: ”Nej, det var roligt” så sagde de i virkeligheden – altså på dansk: Nej det var sjovt! Og hvis de spurgte: ”Vill du ha frukost? Så skulle man stå lidt tidligere op, for det, de spurgte om i virkeligheden, var: Vil du have morgenmad! ”Hvorfor hedder I sundbus, når I er en færge”, spurgte Skovnissefar kaptajnsnissen, da han kom op på broen. Kaptajnsnissen stod ved rattet. De var kommet godt ud på sundet.

”Ja, det kan da godt være lidt forvirrende”, sagde kaptajnsnissen, der hed Nils, ”men det er fordi, vi sejler på kryds og tværs af sundet. Fra Helsingør til Helsingborg, Fra Helsingborg til København. Fra København til Hven og videre til Helsingør. Lidt ligesom en bus, der kører mellem byerne. Bare på vandet.”

Det var da til at forstå, og det viste sig at de to nisser havde meget til fælles. De kunne begge lide fodbold, holdt med det samme engelske hold, musik og sød øl.

Da Christoffer, hans mor og søster kom ombord på den lille færge, gik de straks i salonen ovenpå. De fik en juice. Christoffer sad lidt tavst og nulrede den lille vante i lommen.

”Mor! Nu skal jeg jo hjem i morgen. Kan vi ikke bare få lidt jul? Jeg skal jo være hos far juleaften” Christoffer plagede.

”Siger du det”, sagde Christoffers mor. Men du kommer jo til nytår. Det skal vi fejre sammen.”

Da de kom til Helsingborg, gik de op i byen. Op på det flotteste konditori, som Christoffer nogenside havde set.

Skovnissefar og Skovnissemor fulgte med på afstand. Der var boller, snurrer og sløjfer. Kakor hed det på svensk. Og meget af det var med kardemomme og safran.

Det var den sødeste lyshårede nissepige, der tog mod dem.

Hvad skulle det være?”, sagde hun på svensk.

Skovnissefar og Skovnissemor kiggede på hinanden. Der var så meget at vælge imellem. De brugte en rum tid på at vælge mellem alle kagerne i den store butik. De valgte hver en kringle.

Christoffers og hans mor og storesøster købte også kager med hjem. Børnene måtte vælge en hver. Christoffer valgte en lucia-bolle, for den kunne deles i to. En til ham og en til nisserne. Den til nisserne røg ned i hans lille rygsæk.

Han mor kiggede pludselig på uret. Det var sådan et, der målte puls, skridt og søvn.

”Guuuuud, er klokken så mange? Vi må hjem. Jeg skal op og træne med min veninde. Vi skal spinne. I skal lige være alene hjemme et par timer. Kom, vi løber.”

Når Christoffers mor satte det lange ben foran, gik det stærkt. Christoffer og hans søster løb så hurtigt, de kunne. Også de to børn var gode til at løbe.

De to skovnisser kunne slet ikke følge med. Skovnissemor var hurtigst til bens. Skovnissefar sakkede bagud.

”Kom nu Skovnissefar”, råbte Skovnissemor. ”Vi aner ikke, hvor vi er, og vi forstår ikke sproget.”

Men skovnissefar kunne ikke løbe mere. Han stoppede op og hev efter vejret.

”Vi må finde ud af det på en anden måde”, sagde han stakåndet, mens de så Christoffer og co forsvinde i mængden.

Nu var de helt alene i Helsingborg i Sverige.

Om aftenen fik Christoffer og hans søster risengrød med kanelsukker igen.

”Ih, det er så dejlig nemt”, sagde Christoffer mor, mens hun øste op. Hun øste også op i den pænt store skål, som Christoffer havde sat frem. ”Du skal vel have lidt til nisserne på loftet”, sagde Christoffers mor til Christoffer og nussede ham i håret. ”Husk lige at putte kanelsukker på. Jeg er helt sikker på, at nisserne godt kan lide kanel.”

Christoffer kiggede forbavset på sin mor, men han sagde ikke noget. Han var først og fremmest glad for, at nisserne nu havde fået grød tre dage i træk, for det var op ad bakke at få hans far til at koge risengrød til nisserne.

Ude på trappen tog han Luciabollen op af rygsækken og lagde den på trappen til nisserne.

Han stod lidt og kiggede ud i natten, så råbte han godnat til nisserne, mens han lige mærkede efter vanten i lommen. Den var der stadigvæk. Så åbnede han døren og gik ind i huset.