CHRISTOFFER OG HANS FAR
19. december
Skovnisserne er alene tilbage i Helsingborg, efter Christoffer og hans mor og storesøster skulle skynde sig til færgen og derfor satte det lange ben foran.
Christoffers mor vil stadig ikke pynte op, men er hun begyndt at gi´ sig en lille smule?
19. december
Skovnissefar og Skovnissemor stod med hinanden i hånden og kiggede sig rundt. De måtte finde havnen. Fandt de havnen, var der altid en nisse, der ville hjælpe dem over på den anden side af sundet. Over til Helsingør. Nisser på havne talte mange sprog, for der kom mange skibe fra fremmede havne på besøg.
”Kom, lad os prøve denne vej.” Skovnissemor tog føringen.
”Mon ikke det er den anden vej,” sagde Skovnissefar.
”Først går vi den ene og så den anden vej, hvis det ikke er den rigtige, går vi en tredje vej.”
Der var ved at gå panik i de to danske nisser. De gik, og de gik. Mange veje. De fik spist deres kringler, men så lige pludselig stod de foran vandet. De kunne se over på Kronborg, slottet, hvor Holger Danske sad i kælderen.
”Så skal vi bare følge stranden, så kommer vi til havnen”, sagde Skovnissemor. Nu tog hun igen føringen. Denne gang var de helt enige.
De gik, og de gik og kom så langt om længe til havnen. De nåede den allersidste Sundbus den aften.
Der var gang i den på færgen. Der blev danset og sunget. Skovnissefar og Skovnissemor var bjergtagne. Aldrig havde de set mennesker feste, som der blev festet, på den lille færge. Sundbus Pernille lagde til i Helsingør.
Som altid var alle genvordigheder som blæst væk, når de var overstået. Nu var de kommet til Helsingør. Nu var der opgaver, der skulle klares. Sammen med mange andre nisser.
Sundbusnisserne ville gerne give en hånd med.
“Skulle vi ikke lige kigge indenom skibsprovianteringen? Vi skal vel lige varme op”, sagde hun med et listigt smil.
Sikken en gensynsglæde. Skovnissemor og Skovnissefar var VIP-gæster. Alle huskede mesterdrilleriet med skoene. Og senere i aften skulle de i aktion igen.
Stationsnissen med den fine uniform var der også. Han måbede noget, og så blev han også lidt forlegen, for han vidste ikke, at det var dem, der havde drillet så gennemført genialt! Og som skulle til det igen. Alle nisserne kendte til aftenens hemmelige planer.
Det gik hverken værre eller bedre. Skovnissefar tog violinen frem. Domkirkenissen slog klædet af hammondorglet. Det viste sig, at Stationsnissen kunne spille på de olietønderne, der stod i forretningen. Og sundbusnisserne kunne, viste det sig, danse go-go. Instrumenterne, der var til rådighed, egnede sig ikke hverken til hopsa eller argentinsk tango, men til gengæld kunne man spille noget calypso.
Efter en times tid gik Skovnissemor på ølkassen og slog på glasset. Folkens! Nisser! Lad os komme i arbejdstøjet!
"Yearh," råbte de alle sammen, og så samlede de alverdens sager sammen og gik i samlet flok mod Christoffers mors hus i Strandgade.
Den butiksnisse, der stod for design og vinduesudsmykning, gik forrest. Det var hans aften i aften.
Skovnissefar og Skovnissemor smuttede ind for at tjekke, at alle sov trygt og godt. Det gjorde de.
Der lød et højt pift, og alle nisserne myldrede ind.
Butiksnissen, der stod for design og vinduesudsmykning, uddelegerede opgaverne. Grøden og bollen blev delt med alle og Skovnissemor lagde naturligvis en ”tak for grød og Lucia-bolle”-gave, eller det var nu nærmere en vigtig besked!
Christoffer var den første, der kom ned af trappen. Han gned øjnene. Der var ligesom grus i dem. Så hoppede han af bar overraskelse.
Hele underetagen, trappen op, stuen, køkken, hoveddør. ALT. Der var pyntet op i sort og guld med et strejf af bordeaux. Det var så smukt. Det så lige nøjagtigt ud som i de blade, som hans mor fandt inspiration i.
Så kom hans søster. Til sidst kom Christoffers mor.
”Jamen kære børn”, sagde hun. "Hvor er I dog fantastiske. Det ser fuldstændig ud, som jeg havde tænkt. Hvordan har I dog nået alt det?”
Hun krammede sine børn og lod blikket glide over vinduer, vægge, døre, reolen. Det var ganske enkelt perfekt. Juledekorationen var endnu flottere end den, hun havde set i butikken ved siden skobutikken. 4 dage før hun havde tænkt men … skidt med det. Det var sublimt!
Christoffer og hans søster vidste jo godt, at det ikke var dem, der havde pyntet op. Men de nåede ikke at sige noget, for Christoffer søster skulle hen til pigen. Hun skulle med pigen og pigens mor ud at fælde juletræ.
Christoffer der ventede på sin far, havde lagt to og to sammen. Det var nisserne! Han gik ud på trappen. Der lå et lille brev.
Christoffer kunne jo ikke læse, så han gik ind til sin mor.
”Mor kan du læse det her. Det er fra nisserne.”
Christoffers mor fandt et par læsebriller frem.
Kære Christoffers mor,
tak for al den dejlige grød. Vi ved, du helst ikke vil tro på os, men helt ærligt, kig dig omkring. Hvem kender du, der kan pynte op så perfekt. Nu tager vi til Sletten igen, men vi ses helt sikker næste år. Kærlige julehilsner
Skovnisserne.
Hun tog brillerne ned og kiggede rundt igen. Så var det ikke Christoffer og hans søster.
”Ja”, sagde hun langsomt. ”De har måske en pointe. Tak nisser. Jeg er kommet helt i julestemning.”
”Måske skulle jeg lytte lidt mere til min søn”, sagde hun hurtigere og nussede ham lidt i håret.
Pling. Der kom en sms. Christoffers mor tog rutineret mobilen.
”Det er din far. I skal ud at fælde juletræ”
Denne gang stod skovnisserne klar. De hoppede ind, da Christoffers far kastede Christoffers taske ind i bagagerummet og faldt i en dyb, tilfreds søvn.
Missionen med Christoffers mor var lykkedes. Der var pyntet op. Hun havde sagt tak for pynten. Og hun var kommet i julestemning.
Christoffer og hans far kom først sent hjem. Hans far havde mødt Pigens mor og havde galant tilbudt at køre hendes juletræ hjem. ”OK”, sagde pigens mor, ”men så skal jeg også lave middag til dig og Christoffer. Noget for noget.”
Sådan gik det til at Christoffer og hans far, Christoffers storesøster, som skulle sove hos Pigen, Pigen og Pigens mor sad og spiste middag i Pigens mors stue, der var næsten lige så fuld af julepynt og kagedåser som Christoffers fars stue. De spiste og spillede spil. De sang sange og spiste kager. Christoffers far havde sat juletræet på fod, og sat det ind i stuen. Det kløede i fingrene på ham for at begynde at pynte træet, men han holdt sig i skindet. Det var jo ikke hans træ.
Til sidst skulle de køre hjem. På vej ud ad døren, trak Christoffer i sin fars hånd.
”Hvad er det?”, spurgte Christoffers far.
Christoffer gjorde det igen.
”Hvad er det?”, spurgte Christoffers far.
Christoffer hviskede: Du kan da også lave middag. I morgen.
”Det er da en god ide”, sagde Christoffers far.
Han vendte sig mod pigen og hendes mor.
”Har I ikke lyst til at komme og se vores julepynt. I morgen. Jeg kan også lave middag”
”Jeg vil meget gerne se din julepynt”, sagde Pigens mor og smilede til Christoffers far.
”Så ses vi. Farveller.”
”Ja, så hej hej. Vi ses.”
Christoffers far bakkede ud af haven.
Pyha, jeg har spist så mange kager, sagde Christoffer ud i haven med æbletræerne, som nu havde fået ekstra lyskæder på.
Han lagde et lille brev, som han havde fået pigen til at skrive.
Tak fordi I hjalp mig med at overbevise min mor om, at I findes og for at få hende i julestemning. Hun skal nemlig undvære mig og min storesøster, for vi skal være hos vores fædre. Hvis min far ikke laver grød i morgen, så gør jeg det. Men nu vil jeg i seng. Godnat. Det sidste, han gjorde, var at lægge den lille vante, som han rigtig fint havde lagt i en lille pose, på trappen ved siden af brevet.
