2. december

Christoffers far er tosset med julepynt. Han kan ikke få nok. Den 2. december om aftenen laver Christoffer og hans far musetrapper. Mange musetrapper. Christoffer og hans far skal have ostemad til aftensmad for som Christoffers far siger: Alle kan da lide ostemadder! Også nisser!

2 december:

Christoffer vågnede og kiggede på sine hænder. De var helt lyserøde og rene. Han havde nok vasket dem 30 gange dagen før. Sæben, som været en tro kopi af en Kia Pride lignede nu en motorcykel. Det mente hans far i al fald, da Christoffer var lige ved at blive ked af, at både lygter og hjul var blevet slidt af.

”Jo, prøv nu at se her”, havde hans far sagt. ”Hvis du vender den om og sætter den på højkant, kan du så ikke se, at den ligner en motorcykel? En rigtig Ducati."

Det kunne Christoffer ikke se.

”Nej, prøv at se, hvis vi vender den om, ligner det en BMW. Sådan en som politiet kører på”

Det kunne Christoffer godt se.

I Skovnisseboet havde Skovnissemor været oppe i lang tid. Hun sad med sine lister og sine notater. Den ene familie havde sat lidt grød ud, men den var godt nok lidt salt. En anden familie, havde sat en lygte med levende lyd ud, så nisserne bedre kunne se, troede hun nok. Der var godt nok mange søde børn. Og der var kommet nye til siden sidste år. Carl var flyttet ind. Og Mads lige ved siden af. Og dem oppe af bagergyden var også nye, men hun kendte endnu ikke navnet. Det skulle hun nu nok finde ud af.

Skovnissefar vågnede af sig selv. Han øjne fandt skovnissemors skikkelse, der sad med lister og notater. Han slog dynen stille til side og listede på sokkefødder hen over gulvet.

”Har jeg fortalt dig i dag, at jeg elsker dig?”, spurgte han. Skovnissemor klukkede, mens hun vendte sig om.

”Nej, for du har snorket mere, end du har snakket i nat.”

”Men godt du er oppe. Vi skal af sted. Børnene venter derude. Og i dag skal vi også drille. Jeg har sådan en lyst. Og ved du hvad, Skovnissefar?”

Skovnissemor ventede ikke på svar.

”Har du husket violinen. Du er så god til at efterligne en kat på den. Og tænk, hvis der er nogen, der sover for længe.”

Hun klukkede ved tanken.

”Og ved du hvad også?” Skovnissefar skulle lige til at svare. ”Det er den bedste morgen. Vent bare.” Skovnissefar kløede sig i det hår, han ikke havde for meget af, inden han satte sin hue godt ned i panden. Han burde have husket det.

”Og ved du hvad?” Han vidste ikke lige hvad, hun mente. Men inden han nåede at grynte et nej, var skovnissemor ude af boet remsende en masse navne op.

De kom rundt til alle børnene. Nissemor drillede kun et par enkelte. Der var en familie, der endnu ikke havde fået julekassen frem. Der bankede hun på døren med en stor kæp. Faren i huset kom ned og åbnede døren. Han gloede med et sjovt sovefjæs ud i mørket og råbte: Hvem der?

Skovnissefar og skovnissemor grinede stille bag hækken. Han gik ind i huset igen. De ventede 5 minutter, så bankede Skovnissemor igen. Der giv kun 10 sekunder, så åbnede manden døren igen. ”Hvem der?”, råbte han igen.

Han gik ud på trappen. Ind igen. Ventede lidt. Så gik han ud igen, kiggede rundt, rystede på hovedet og gik ind igen.

Skovnissefar og skovnissemor grinede, så de var ved at trille bag hækken.

"Han tror ikke på nisser," sagde Skovnissefar fiffigt til sin kone. "Men bare vent. Vi skal nok lære ham, at der er nisser til".

Da de kom til Christoffers hus,fandt Skovnissemor den allerstørste mandarin frem fra sækken og lagde den på Christoffers trappe. Hun tog kridt-hjertet af trappen og lagde det forsigtigt med i sækken. Et hjerte fra Christoffer.

Efter Christoffer og hans far var kommet hjem fra børnehaven,havde hans far sat sig ved bordet. Hvordan var det nu, de lavede musetrapper. Først lavede de kæmpestore musetrapper i grønt og rødt. Så blev de mindre og mindre. Så var der ikke mere papir.

”Skidt med det”, sagde hans far. ”Vi har flere ruller sølvpapir” Og så lavede de musetrapper af sølvpapir.

”Må jeg lave en musetrappe til nisserne?”, spurgte Christoffer sin far, mens han pillede den lille mandarin, han, meget mærkeligt, havde fundet på trappen om morgenen.

”Okay”, sagde hans far. ”Det er ikke nogen dum ide. Men så skal de være meget små."

De prøvede mange gange og til sidst lykkedes det. Den blev meget tynd, men meget lang. Over 2 meter. Lidt højere end Christoffers far.

”Den bliver nisserne glad for”, jublede Christoffer, men blev så lidt stille. ”Oppe i børnehaven, Far, der læste vi en bog om, at nisserne skal have grød af menneskene.”

”Skal have, skal have”, sagde hans far, mens han endnu engang målte musetrappen. "Vi skal have ostemadder til aften, så kan de få en af dem".

Det tog ikke lang tid at lave ostemadder til aftenmad, så Christoffers far tog den længste og tykkeste musetrappe med udenfor og snoede dem rundt om æbletræerne i haven. Han stod og betragtede sit værk mens han trak vejret helt ned i maven. Hvor var det smukt og stemningsfuldt. Han blev i helt godt humør.

Før de gik i seng, satte Christoffer en tallerken med en ostemad og en 2 meter lang sølvfarvet lille bitte og tynd musetrappe ud på trappen. Han stod lidt og kiggede ud i den mørke nat. Det var godt nok flot med de store musetrapper i æbletræerne. Han trak vejret ind og ud gennem munden og så noget, der lignede hvis røg komme ud af munden. Det var også lidt koldt, så han gik indenfor igen. Nu kunne han godt gå i seng.