3. december

Det er ikke altid nemt at hitte rundt i det med børn, og hvor de er. Nogle bor fast, men andre flytter frem og tilbage mellem deres far og mor. Skovnissemor vil have styr på det, for hun vil vide, hvornår Christoffer er det ene og det andet sted.

Om skovnissefar kan lide ostemadder? Hvad tror du? Og kan nisserne egentlig sy med usynlig tråd?

3. december

I Skovnisseboet sad skovnissemor og tyggede på en stump blyant. Listen over nye børn i byen blev rettet til. Hun stregede ud og satte ind. Hun kløede sig i det krusede hår med blyantstumpen. Den og den var flyttet. Til gengæld var andre flyttet ind. Og så var er de børn, som nogen gange var hos deres far og nogen gange hos deres mor. Så skulle hun virkelig have styr på det. Der var mange forskellige måder at dele børnene på. Se nu ham Christoffer. Han boede jo hos sin far, men nogen gange var han hos sin mor i Helsingør. Men hvornår var han her, og hvornår var han der? Det måtte hun snakke med de andre nisser om. Det kunne være, de vidste noget. Nissen i Helsingør skulle jo også have det at vide. Det skulle jo passe. Ingen børn måtte blive glemt. Det var det værste, der kunne ske. Hun så på uret. Klokken var halv fem. Så var det tid til, at Skovnissefar skulle op. ”Skovnissefar, Skovnissefar”, kaldte hun blidt. ”Du skal vågne.

Så kunne hun ikke holde sig længere.

”Tag violinen. Du skal være kat i dag, har jeg bestemt. Og ved du hvad…..?”

Skovnissefar trak dynesnipperne ind i ørene. Hvorfor skulle hun snakke så meget om morgenen?

”Men godt du er oppe. Har du husket violinen. Du er så god til at efterligne en kat på den. Og tænk, hvis der er nogen, der sover for længe.”

Hun klukkede ved tanken.

”Og ved du hvad også?”

Skovnissefar skulle lige til at svare.

”Vi skal have styr på det der med Christoffer, og hvornår han er hos sin mor, og hvornår han er hos sin far. Vent bare.”

Skovnissefar kløede sig i det hår, han ikke havde for meget af, inden han satte sin hue godt ned i panden. Han burde have husket det.

”Og ved du hvad?”

Han vidste ikke lige hvad, hun mente. Men inden han nåede at grynte et nej, var Skovnissemor ude af boet remsende en masse navne op på hvem der muligvis vidste, det der med Christoffer og hans far og mor.

Inden de kom til Christoffer, skulle de lige drille den familie, der ikke havde fået julekassen frem. Denne morgen nøjedes hun ikke med at slå med en kæp på døren. Skovnissefar tog violinen frem og frembragte med violinen og buen lyde, der lød fuldstændig som en klagende kat. Der gik et øjeblik, så blev et lille lys tændt inde i huset. ”Bliv ved, skovnissefar, nu kommer han.”

Skovnissefar filede og filede på violinen. Flere små lys blev tændt i de omkringliggende huse. Døren i huset blev åbnet.

Faren i huset gloede med et sjovt sovefjæs ud i mørket og råbte: ”Kis, kis, kis. Hvor er du?”

Han kiggede efter lyden hen mod Skovnissefar. Skovnissefar løb helt stille lidt til højre og filede en ekstra gang. ”Kisser, Kisser kom nu ind.”

Skovnissefar stoppede fileriet og gemte sig bag en sten. ”Hvor er du?” Faren i huset stod nu ude i haven med bare tæer. Der var helt stille. Han kiggede forvirret rundt. Skovnissemor så, at alle de små lys i de andre huse blev slukket igen.

”Nå, så er du selv ude om det”, sagde faren og gik ind i huset, lagde sig i sengen og slukkede lyset.

”Gør det en gang til?”

Skovnissefar filede endnu engang. Igen blev lyset tændt, og døren blev åbnet med et ryk:

”Kisser kom nu ind. Du vækker alle naboerne” Han gik rundt i haven og kiggede bag sten og inde i deres skur. ”Mærkeligt” Han rystede på hovedet og gik ind i huset igen.

”Det kan ikke være Kisser, far”, sagde en lille stemme indenfor. ”Kisser er nemlig her!”

”Nej, det var mærkeligt, for det lød fuldstændig som,,,,”

Døren blev lukket.

Da de kom til Christoffers hus, jublede Skovnissefar: ”Ju-hu, de der, der er skål og det hele. Og se, der ligger julepynt til boet” Han pilede hen til trappen, men bremsede så der kom spor i jorden efter træskoene. ”Fy for pokker”

”Skovnissemor kom. KOM. Hvad er det? Det lugter værre end mine våde uldsokker, der har ligget i min støvler hele sommeren.”

Skovnissemor kom hen til trappen.

”Nej, se hvor smukt. En sølv-musetrappe. Se, den kan komme fire gang rundt om vores seng. Den skal ned i sækken. Hvor er han sød, den dreng. Han skal have en gave. Men den far. Han skal drilles!"

Skovnissefar nærmede sig skålen med ostemad.

”Hvad er det? Man skal da være fuldstændig fra den, hvis man spiser den slags."

Lige før de smuttede lagde Skovnissemor en lille pakke på dørtrinet som tak for den smukke sølvmusetrappe. Og så nåede de da lige at liste sig indenfor.

Christoffers far var tidligt oppe. Christoffer vågnede ved, at sengens rystede. Det var fordi hans far strakte sig så lang, han var, i alle verdenshjørner.

"Uhuhuhuhuåh", sagde han imens.

”Far”, sagde han, ”Jeg går lige ned og ser, om der er en gave”

”Okaj”, svarede hans far energisk.

Han var på vej op, for han skulle lave småkagedej, som skulle stå hele dagen i køleskabet. Og når Christoffer så kom fra børnehave, skulle de lave kager. Han havde det med tomme kagedåser i december, som Christoffer havde det med fulde slikposer resten af året. Ja altså bortset fra, at Christoffers far drømte om at fylde kagedåser, og Christoffer drømte at tømme slikposer.

Christoffer listede ned af trappen og åbnede døren ud til haven. På trappen lå den mindste pakke, han nogensinde havde set. Men den var pakket ind i gavepapir med gavebånd og sløjfe. Den sølvfarvede musetrappe var væk. Ostemadden lå stadig i skålen.

”Se, Far, se”

Christoffer løb op af trappen til sin far, som nu var kommet op af sengen og var ved at tage bukser på. ”De har altså ikke taget ostemadden”, sagde Christoffer bekymret. Han huskede sidste år alt for godt.

”Men de tog musetrappen af sølv”, sagde han glad.

”Ikke ostemad. Ikke ostemad”, sagde hans far. ”De skal nok vænne sig til det. Og i aften skal vi bage kager. Og kager kan alle jo lide. Så nisserne kan få kager i aften.”

Christoffer kiggede på sin far. Nogen gange var han altså ikke så klog, selvom han var voksen. Nisser ville have grød. Det vidste alle og enhver. Christoffer pakkede sig gave op. En lille bitte nisseblyant.

Imens Christoffer og hans far lavede småkagedej og så på de tegninger, Christoffer lavede med sin nisseblyant med nisser på, gik tiden, og de var ved at komme for sent. Christoffer skulle i børnehave og hans far skulle på arbejde.

”Er du tosset, vi skal af sted. Find dine sko, tag din madpakke, hvor er din jakke?” sagde Christoffers far, mens han selv kæmpede med sin anorak. Han stod mit på gulvet og vred og vendte sig.

Han lignede lidt en kæmpestor slange som han bugtede sig, tænkte Christoffer.

”Nu siger han snart, at det er mærkeligt, at der er nogen, der har syet ærmerne sammen”, tænkte han videre. ”Hvad i al verden” sagde hans far inde fra anorakken.” Hjælp mig ud. Der er nogen, der har syet ærmerne sammen.”

Christoffer gik hen og kiggede på hans ærmer.

”Næ, jeg kan ikke se noget”, sagde han. ”Så er det nok nisserne, der har drillet”.

Hans far kom forpustet ud af anorakken. Han kiggede på ærmerne.

”Hvorfor skulle de drille?”, spurgte han ud i lokalet.

”Fordi de fik ostemad og ikke grød”, mente Christoffer.

”Nej, nej”, sagde hans far. ”Nisser elsker ostehapser og ostemadder. Det gør jeg, så det er jeg helt sikker på at de også gør.”

Han kastede anorakken på gulvet og gik udenfor.

”Kom”, sagde han, ”Jeg går uden anorak. Det er helt varmt i vejret.”

Om eftermiddagen kom Christoffer og hans far hjem. Anorakken lå midt på stuegulvet. Lige så forsigtigt prøvede Christoffers far at tage anorakken på. Det gik helt uden problemer.

”Det var mærkeligt”, mumlede hans far. ”Jeg troede, der var nogen, der havde syet ærmerne sammen.” Han stirrede på enden af ærmerne igen og igen.

”Skulle vi lave kager eller hvad?” Christoffer kiggede på sin far over køkkenbordet.

”Ja, nu skal vi fylde kagedåser”, sagde hans far nærmest lykkeligt. Og de bagte og de bagte. Det var nøddekager med hasselnødder i. De bagte så meget, at de også fik kagerne til aftensmad. Skidt havde hans far sagt. Det er kun jul en gang om året. De dækkede fint op med tallerkener og servietter inde i stuen. Far tog en stegepande, hældte kager op og sagde: Her er frikadeller.

Inden Christoffer gik i seng, satte han en lille skål med kager ud til nisserne som tak for blyanten.