5. december

Christoffer bliver nervøs for om nisserne ved at han skal op til sin mor, så han åbner døren og råber det ud i natten, men er der nogen der hører det?

Skovnissefar drømmer og knasende sprød risengrød med et drys kanel. Christosffers far drømmer om ris med en hot gul karrysovs.

Julehjerter kan man ikke få for mange af, mener Christoffers far, så der bliver klippet og klistret hjerter.

5. december.

Skovnissefar vendte og drejede sig i sengen. Han smilede og smaskede. Han drømte, at hans mave var dejlig tung af……..af risengrød. En rigtig smækker, lækker, rasende indbydende, med et drys kanelsukker på, risengrød. Han kunne dufte kanelen. Han kunne mærke den bløde grød ned gennem halsen. Han var helt sikker på, at det var virkelighed, indtil Skovnisssemor ruskede ham blidt.

”Skovnissefar, Skovnissefar. Vi skal op, og vi skal på farten. Det er i dag, vi skal finde ud af, hvornår ham Christoffer er det ene sted og det andet sted.

Skovnissefar forlod trist sin vidunderlige drøm. En dag måtte det jo blive til virkelighed.

Hjemme hos Christoffer lå hans far og vendte og drejede sig i sengen. Han smilede og smaskede. Han drømte, at hans mave var dejlig tung af…..af ris med boller i karry. En rigtig hot, gul, rasende indbydende karrysovs med hvide ris til. Han kunne dufte karryen. Han kunne mærke de bløde ris med den gule karrysovs gennem halsen. Han var helt sikker på, at det var virkelighed, indtil han mærkede, at Christoffer sad oven på han og sagde:

”Jeg er sulten”.

Christoffers far forlod trist sin vidunderlige drøm, men nu vidste han, hvad de skulle have til aftensmad.

Skovnissefar og skovnissemor forlod deres nissebo i rasende fart. De var lidt forsinkede. Der var ikke tid til meget drilleri i dag. For først og fremmest skulle børnene have små gaver. Men….de stoppede lige op ved huset, hvor manden havde sjovt sovefjæs, og katten hed Kisser. Oppe i det ene vindue hang der nu en musetrappe i rødt og grønt glanspapir. En af de musetrapper, Christoffers far havde med ud til sine naboer.

”Det er det, man kalder fremskridt”, sagde Skovnissemor til Skovnissefar.

” Ja, det var ligesom dengang, kan du huske det. Deres fædre og mødre, farfædre og farmødre, oldefædre og oldemødre, tipoldefædre og tip-tip oldefædre og tip-tip oldemødre. tip-tip-tip olde …”

Skovnissemor afbrød: ”Vi har ikke tid til at lade violinen lyne i dag. Nu ser vi. Jeg vil foreslå, at vi kigger ekstra efter i morgen. Hvis musetrappen er det eneste pynt, tager vi fat igen”

Da Christoffer kom ned af trappen ned til køkkenet, fik han øje på bordet. Der lå glanspapir i alle farver. Der lå sakse, lim, clipsemaskiner, glas, tallerkner, snapseglas, for de havde lave julehjerter i alle størrelser aftenen forinden. De havde lavet mere end 50 hjerter. Christoffer vidste det helt sikkert, for han havde talt dem igen og igen.

”Nu har vi nok, Far”, havde han sagt flere gange. Men hans far sagde hver gang:

”Man kan ikke få julepynt nok. Se nu bare sidste nat, hvor jeg var ude og give stort set alle vores musetrapper væk til naboerne. De blev glade, og jeg blev glad, men nu er der ikke mange musetrapper tilbage herinde.” Christoffer kiggede rundt. Han syntes godt nok, at der var mange musetrapper i alle størrelser. Grønne og røde, guld og sølv, lilla og guld, rød og sølv, bordeaux og sort, blå og grøn. Der var nogle på 4 meter og nogle, der var bitte små, der ikke var meget højere end Christoffer.

”Vi laver 50”, sagde hans far bestemt, ”så er der også lidt at forære væk”

”Far”, havde Christoffer sagt med bekymrede øjne, "tror du nisserne ved, når jeg ikke er her?”

”Ikke er her. Ikke er her”, svarede hans far, mens han limede endnu et glanspapirhjerte.

”Ja”, spurgte Christoffer, ”hvordan kan de finde mig, når jeg er oppe hos min mor?”

”Ja, hvordan kan de finde dig?”, spurgte hans far mest sig selv. Og så svarede han:

”Jamen, jeg har aldrig hørt om nisser, der ikke kan finde børn. De skal nok finde ud af, hvor du er?”

”Skal jeg råbe det til dem?”, spurgte Christoffer sin far.

”Okaj, det kan du godt gøre. Man ved aldrig, hvor nisserne er. Måske er de der, og måske er de der ikke. Jeg har aldrig set en nisse. Jeg så måske engang en skygge af en nissehue. Og så har jeg set små træskospor i sneen. Og farfar fortæller, at da han var lille, var der nisser på havnen og nisser på alle skibene i havnen. Der var nisser i skoven og på stranden. Han havde ikke selv set dem, men hans far havde fortalt, at da han var lille…..”

”Far, hvornår skal jeg op til Mor, så?”

Faren havde tænkt sig om længe, så svarede han. ”Du skal op til din mor om to dage”, svarede han. ”Jeg kører dig derop. Og du skal være der i to dage.”

”Må jeg lave et lillebitte hjerte til nisserne?”, spurgte Christoffer.

”Ja, ja, et lillebitte hjerte til nisserne.” Og så hjalp Christoffers far Christoffer med at lave det mindste lille bitte hjerte, Christoffer nogen siden havde set.

Inden Christoffer gik op i seng, åbnede han døren for at lægge det lille bitte hjerte på trappestenen, snuppede han et rødt æble. Han tog en lille bid med fortænderne. Mens han stod der og kiggede ud i aftenen, kom han i tanke om, at han da også kunne lægge æblet. Han havde jo kun taget et lille bid.

Han spekulerede på det der med mor og nisser. Så råbte han ud i aftenen:

”Nisser, kan I høre mig? Jeg skal ud til Helsingør, ud til min mor om to dage. Min far kører mig, og jeg skal være der i to dag. Jeg håber, I har hørt mig.”

Han var ikke helt sikker på, at der var nisser i nærheden, men på den anden side: Man kunne jo aldrig vide. Det havde hans far sagt. Og hans farfar! Så det var sådan, det var.

Skovnisserne kom i susende fart ind i Christoffers have. De var stadig lidt sent på den.

”Hvor er den dreng dog fantastisk. Se her. Det mindste lillebitte hjerte, jeg længe har set. Og se, et æble, hvor han har taget det kæreste lille bid. Se hans små tænder, Skovnissefar?”

Skovnissemor tog en bid af æblet, der var alt for stort til, at hun kunne bære det.

”Jeg vil hellere have risengrød, en rigtig smækker, lækker, rasende indbydende, med et drys kanelsukker, risengrød.”, svarede Skovnissefar, og pludselig var han tilbage i sin drøm.

Skovnissemor så, hvad der var ved at ske.

”Vågn op din gamle tosse. Vi skal videre. Vi skal ned til havnenissen og høre nyt.”

Hun lagde en lille gave. Den fineste lille æske med fine sten indeni. Skovnissefar dryssede som det sidste lidt risengryn på trappen.

”Det kan være, Christoffers far får en god ide og laver risengrød til os”, mumlede han på vej ud af haven.

I det samme åbnede Christoffer døren. Han så, at det lillebitte hjerte var væk og i æblet var der taget en lille bitte musebid. Hans far kom tumlende efter.

”Hov, se. Der er risengryn?” Han kom i tanke om sin drøm. Hvem i alverden kendte hans drøm?

”Det er nok fordi, vi skal have ris med boller i karry i aften”, sagde han til Christoffer.

Christoffers livret var netop ris med boller i karry. Han kiggede lidt på risene på trappen.

”Men måske far, er det nisserne, der har lagt riskornene”, forsøgte han at sige.

”Nisser og nisser” gentog hans far,

”Nisser elsker ris, så må de også elske ris med boller i karry”, mente han.

Christoffer rystede lidt på hovedet. Nogen gange var han ikke så kvik, selvom, han var voksen.

Christoffer tog æsken med de fine sten med ind i huset. Han mente nok, at der var tale om diamanter og ædelstene. Når man holdt dem op mod stearinlysets flamme, så det rigtig flot ud.

Dagen kunne begynde. Christoffer skulle have havregrød og så i børnehave. Hans far skulle på arbejde. Men hans far havde allerede planlagt, at de skulle lave havregrynskugler, når Christoffer kom hjem fra børnehave. Efter aftensmaden. Han havde en kagedåse med dansende nisser på, der skulle fyldes. Sådan var det.

På havnen, på havnenissens skur, var der liv og glade dage. En af skibsnissernes kusiner var på besøg. Der blev fortalt historier fra den store verden. Om nisser fra fremmede lande. Indianer-nisser, inuit-nisser og nisser i Indien og Kina. Skovnissefar og skovnissemor var lutter øre. De havde stort set kun været her i området. Det lød spændende. Når kusinen fortalte, kunne de se fremmede byer for sig.

”For resten”, udbrød havnenissens kone pludselig.

”Jeg hørte Christoffer råbe ud i aftenen, at han skulle til sin mor. Hvad var det nu, han sagde? Om 3 dage i 3 dage. Eller var det om 2 dage i 2 dage. Eller var det om 2 dage i 3 dage?”

Hun kiggede på Skovnissemor, der straks så skrap ud. Det værste der kunne ske var, at de glemte et barn.

”Nu tager du dig lidt sammen, Mathilde” Havnenissens kone hed nemlig Mathilde.

”Hvad råbte han”

Mathilde kneb øjnene lidt sammen, og pustede de runde kinder ud og ind, så hun lignede en blæsebælg.

”Han råbte, at jeg skal ud til Helsingør, ud til min mor om to dage. Min far kører mig, og jeg skal være der i to dag.”

Havnenissens kones kinder faldt på plads:

”Måske skulle vi bare tage med?”

Skovnissemor kiggede drømmende på Skovnissefar. Hun havde fået helt lyst til at rejse ud i verden oven på kusinens historier fra de fremmede lande.

”I kan sejle med mig”, sagde kusinen.

”Jeg skal sejle mod nord i morgen. Mit første stop er Helsingør”

”Ja, vi skal nok passe de andre børn på jeres rute", sagde havnenissen.

”Så kan du tage med ud på vores morgentur i morgen”, foreslog Skovnissemor kusinen.

Det ville hun i al fald gerne.

De gik alle hver til sit.

Om aftenen hængte Christoffer og hans far 50 glanspapirhjerter op i stuen og på trappestenen stod en skål med ris….med boller i karry. Og en lille bitte havregrynskugle.