6. december

Tre bump! Det mærkede Christoffers far, da han midt om natten gik ud for at pynte op med flettede hjerter på byens lygtepæle. Det er nok naboerners katte, tænkte han. Hvis ikke det havde været så mørkt, ville han have set skovnissefar, skovnissemor og havnenissens kusine, der var sømand og havde sejlet på østen. De var på vej ud på den sædvanlige runde. Havnenissens kusine blev nærmest lykkelig, da hun så, at Christoffers far havde sat ris med boller i karry ud på trappen.

Den 6. december:

Christoffers far vågnede tidligt. Det var mere nat end dag. Han var tørstig. Han havde spist og spist boller i karry aftenen før. Og nu tørstede hans krop.

Han gik ned i køkkenet og tog et glas vand. Så åbnede han køleskabet og så, at der var en lille rest boller i karry. ”Uhm”, tænkte han, ”boller i karry kan man vel altid spise”

Han lempede resten af boller i karry ned i en skål og satte sig ved spisebordet. Det var stadig mørkt derude. På bordet lå stadig de 50 hjerter, som Christoffer og han havde lavet aftenen før. Hvor var de flotte. Han kiggede rundt i stuen. Der var stadig god plads til julepynt. Og så gik han rundt der meget tidligt om morgenen og hæftede julehjerter på hanebjælkerne. Også reolen fik en frise. Han kiggede sig rundt i stuen. Der var nu lige tilpas med hjerter.

Men hvad var det? Der var stadig hjerter på bordet.

”Hvor dejligt,” tænkte Christoffers far, ”så kan naboerne også få nogen af dem. De har ikke så meget forstand på jul. Og det er nu så hyggeligt med al den julepynt i Sletten. Jeg går ud og pynter lidt op…”

Han tog en kurv med snor og tape, med saks og hæftemaskine. Mens han åbnede døren og trådte ud i natten, tænkte han på, at det ville være fantastisk at bage de der kager med kanelsukker og en mandel på toppen. Hvad var det nu, de hed?

Skovnissefar, skovnissemor og havnenissens kusine kom i det samme hujende ind af den lange havegang. De havde ikke sovet meget den nat, for historierne var blevet flere. De havde været i Casablanca i Marokko, i Havana på Cuba, I Nuuk i Grønland og i St. Petersborg i Rusland. De havde slet ikke været hjemme endnu. De var dejset om, hvor de var, glade og kåde af alle de spændende historier. Skovnissefar havde snorket højlydt, men som Skovnissemor havde sagt til Skovnissefar: "Når du kan være konge om natten, kan du også være konge næste morgen. Kan du så komme op, dit dovne drys."

Skovnissefar kom i tanke om de risengryn, han havde drysset ud på Christoffers trappe. Så op kom han, som skudt ud af en kanon. Og lige efter kom havnenissens kusine, der var sømand og havde sejlet på Østen.

Christoffers far gik med faste lange skridt ned af havegangen. Han fløjtede fornøjet. Nu skulle naboerne bare se løjer. De skulle vågne op til en lille juleoverraskelse alle sammen.

De tre nisser og Christoffers far var lige ved at støde sammen, men det var heldigvis stadig mørkt, så Christoffers far kunne ikke se helt tydeligt, var det var, der skete. Han stødte ind i noget på havegangen. Han mærkede tre bump på sin krop.

”Mærkeligt”, sagde han til sig selv. ”Det var lidt, som når Christoffer løb ind i mig sidste år og så bare ganget med tre”

Han synes også nok, at han havde hørt fodtrin på fliserne.

Havnenissen kusine stoppede op midt i et spring.

”Hey, hvad i al verden er det”, sagde hun. ”Her dufter umiskendeligt af Indien.”

”Indien?” gentog Skovnissemor spørgende. ”Hvad er Indien?”

"Kan du huske den historie, jeg fortalte om slangetæmmeren i Bombay i går”, spurgte havnenissens kusine.

Det kunne Skovnissemor godt. Det var en historie om, hvordan havnenissens kusine havde set en mand sidde på gaden med en masse kurve med slanger foran ham. Når han så spillede på sin fløjte, kom slangerne op af kurvene.

”Bombay”, fortsatte havnenissens kusine, ”ligger i Indien”

”Nåhr”, sagde Skovnissemor oplyst, ”dernede”.

”Men hvor er det? Hvad er det, her dufter af? Mine tænder løber i vand."

.Havnenissens kusine løb hen til trappen. Hun fik øje på skålen.

”Det er karry”, sagde hun og så nærmest lykkelig ud.

Christoffers far var i mellemtiden kommet hen i den ene ende af Sletten. Han kiggede på alle sine flettede julehjerter. Han greb godt fat i klipsemaskinen. Kiggede sig godt omkring. Hvor skulle han nu sætte dem?

”Det er boller i karry med ris”, sagde hun glad?

Skovnissefar kiggede med foragt ned i skålen.

”Hvorfor i alverden skal han ødelægge risengrynene? Man skulle tro, han ikke var helt vel forvaret. Han er jo helt fra den. Risengrød skal koges med mælk, så det ender med at blive en grød, der er hvid, cremet og blød. Ikke sådan nogle tørre risklumper med noget gult ovenpå”

”Du må da være tosset”, udbrød havnenissens kusine. ”Boller i Karry er næsten lige så godt som risengrød. Det er bare anderledes. Du siger jo bare det der, fordi du ikke har smagt det.”

Lygtepælene. Lygtepælene skulle have julehjerter på. To på hver. De fleste af dem var lavet af træ. Der kunne han bruge hæftemaskinen. Der var også nogle af stål. Der må han bruge noget tyk fiskeline.

Da han var halvvejs gennem byen, gik han tilbage for at nyde synet. Hvor var det festligt. Hvor var julen dog dejlig. Han rakte sin lange arme ud til siderne og omfavnede sig selv. Det var godt, der ikke var nogen, der så ham, for nu begyndte han at tage lange dansetrin, som om han øvede sig på at danse om juletræet. Da alle lygtepælene havde fået hjerter, havde han stadig nogle hjerter tilbage. Han kiggede på det mest juleløsehus i Sletten.

”Tænk. De har nok ikke lært at lave hjerter og pynte op”, tænkte Christoffers far.

Og så clipsede han hjerter hele vejen rundt i karmen.

”Hvor bliver de alle sammen glade”, tænkte han gang på gang.

Skovnissefar hidsede sig lidt ned, og nu havde havnenissens kusine overtalt både Skovnissefar og Skovnissemor til at smage. Skovnissemor åbnede munden. Hun fik boller i karry ind i munden. Først blev hun helt stille og eftertænksom.

”Hm,” sagde hun. Det er lidt ligesom risengrød i konsistensen. Det er også blødt, men det smager helt anderledes. Det smager af alle de dufte, jeg kender, lagt sammen.

Lidt ligesom en eksplosion af dufte inde i min mund.

ӯjnene blev pludselig helt spidse:

”Det brænder”, råbte hun. ”Giv mig noget at drikke. Hurtigt, hurtigt.”

Hun fik noget vand.

”Øj, det var spændende”, var hendes endelige dom. ”Jeg kan godt forstå, du godt kan lide det”.

Men hun skulle ikke have mere lige nu. I stedet tog hun en lille bid af havregrynskuglen.

Så var det Skovnissefars tur. Han var stadig lidt hidsig. Han åbnede munden. Han holdt sig samtidigt for næsen. Han havde knapt nok fået skeen ind i munden, før han hostede og spruttede.

”Få det væk, få det væk”, prustede han. ”Jeg brænder jo op i munden”.

Skovnissemor og havnenissens kusine holdt sig på maverne af grin. Hvorfor vidste de bare, at han ville gøre sådan? Jo, fordi han var ikke meget for at prøve nyt. Han havde det bedst, hvis den ene dag var som den foregående.

”Du smagte jo ikke på det”, stønnede kusinen af grin.

”Nej, det behøver jeg ikke for at vide, at jeg ikke kan lide det. Du kan da bare lugte til det. Det er ødelagte risengryn. Ja, det mener jeg.”

Havnenissens kusine guffede hele skålen i sig. De måtte se at komme videre.

Lige inden de pilede af fandt skovnissemor en lille bitte bog om sømandsnisser til Christoffer.

Havnenissens kusine lagde et brev karry fra Madras, og Skovnissefar dryssede kanel på trappen. Så måtte Christoffers far snart fatte det. Han ville have risengrød med kanelsukker.

Igen mødte Christoffers far og nisserne hinanden i havegangen. Bump, bump, bump. Tre bøde bump. Det var da mærkeligt. Tre bløde bump igen.

”Det må være naboens katte,” tænkte faren.

Godt, det var mørkt – ellers havde han set tre små nisser pile afsted ned af havegangen.

Da Christoffers far kom til trappen, fik han øje på den tomme skål.

"Nå, kattene kunne nok lide boller i Karry”, tænkte han. Så fik han øje på kanelen. ”Kanelkager”, udbrød han. ”Det er det, de hedder, de kager, vi skal bage senere i dag.”

Så fik han øje på den indiske karry. Det var ligegodt mærkeligt. Hans ynglingskarry fra Indien. Den helt rigtige fra Madras. Hvor kom den fra?

Bogen til Christoffer overså han. Ham grublede over karryen.

”Nå”, tænkte han, ”det kan jo være naboen i det juleløse huse, der siger tak for julepynt. Jeg vidste, de ville blive glad for det.”

Da Christoffer åbnede døren fik han straks øje på den lille bog.

”Se, far, se. En lillebitte bog om nisser. Om sømandsnisser, der sejler ud i verden.”

”Okaj” sagde Christoffers far mens han stod med hovedet ned i kagebogen.

”K som kanelkager, K som kanelkager…her er den. Hvad siger du? Kanelnisser?”

”Nej, sømandsnisser. Se, de sejler helt til Indien?”

Christoffers far kiggede ned i kagebogen igen.

”Okaj, ja. Den må vi læse i aften”

”Men far, hvis nisser kan sejle, så kan vores nisser jo bare sejle til Helsingør i dag, når jeg skal ud til min mor.” ”Ja, det kan de jo. Ja, det kan de jo. Så er det problem jo løst. Men vi får travlt. Du skal i børnehavn, jeg skal på arbejde. Vi skal bage kanelkager og pakke taske til dig, så jeg kan køre dig op til din mor i aften.”