CHRISTOFFER OG HANS FAR
7. december
Sikken en sejltur fra Sletten til Helsingør. Skovnissemor har saltvand i årene. Det går hurtigt op for havnenissens kusine, der er sømand og har sejlet på østen. Hun kan både "tage trosserne" og "falde af". Skovnissefar og skovnissemor kommer godt til Helsingør, men hvordan i alverden skal de finde Christoffer med alle de huse.
De finder grød på en trappe. Og nisseøl. Og så finde de det sjoveste pink nissebo med festkjoler og højhælede sko. Men mon de også finder Christoffer?
Den 7. december:
Skovnissemor vågnede op i meget uvante omgivelser. Hvor var hun henne? Hun kiggede sig omkring. Hun var omhyldet i pink tyl og der lå sko, alverdens slags, overalt. Det hele er ret upraktisk, nåede hun lige at tænke.
I går morges, tilbage i Sletten, fandt havnenissens kusine på, at de lige så godt kunne påbegynde rejsen til Helsingør med det samme. Det ville tage det meste af dagen at sejle til Helsingør. Og når de så kom til Helsingør, skulle de finde Christoffers mors hus.
Skovnissemor og Skovnissefar gik ombord på skibet.
”Lad gå for og agter”, råbte havnenisssens kusine.
Skovnissefar og skovnissemor kiggede på hinanden. Hvad mon hun mente med det. ”Lad gå” var det et udtryk, der var det samme som når skovarbejderne i skoven fældede store træer.
Skovnissefar og Skovnissemor kiggede op på masterne. Hvornår kom de så ned?
”Timber” råbte Skovnissefar og kastede sig ned. Det havde han set skovarbejderne gøre, når træerne kom drønende ned i skovbunden.
”Tag nu trossen. En for og en agter. Vi skal til søs”, råbte havnenissens kusine.
Skovnissefar kom på benene. Han kiggede forvirret på masterne. Hvor sad trossen på masten?
”Hvor sidder trossen?”, spurgte skovnissemor.
Hun var gået op til havnenissens kusine.
”Trossen er det tykke reb, der holder skibet fast til kajen”, svarede hun.
Det var ikke til at gå fejl af. Hun hoppede ned på kajen. Løb hen til trossen agter. Bandt den store knude op og kastede trossen ind på skibet. Derefter løb hun frem og tog den forreste trosse.
Skovnissefar så undrende til inde på skibet.
”Sæt dig hellere ned, Skovnissefar,” sagde havnenissens kusine.
Hun havde allerede opdaget, at der var langt mere landnisse over ham. Men hende skovnissemor måtte have sømandsnisseaner, sådan som hun holdt på trossen.
”Så er vi fri”, råbte Skovnissemor.
Havnenissens kusine gassede op, satte motoren i gear og så tøffede de langsomt ud af havnen. Nu var de rigtignok kommet på eventyr.
Hjemme hos Christoffer var de begyndt at pakke Christoffers taske. De gik rundt og fandt ting og sager, som han skulle have med. Foruden tøj skulle han have den stump af sæben, som var tilbage efter mange dages vask, en lille bitte blyant, en lille bog om sømands-nisser, der sejler til Indien, en lille æske med fine sten i. Mandarinen havde han spist.
”Far, tror du, nisserne kan finde mig ude hos min mor?
Christoffer var virkelig bekymret.
”Tror du, de hørte, da jeg råbte ud i natten forleden dag?”
Christoffers far rystede lidt på hovedet. ”Jeg ved det ikke helt. Jeg har aldrig hørt om børn, som ikke havde nogle nisser – og jeg har aldrig hørt om nogen nisser, der ikke havde børn, de skulle besøge i julen. Tror du ikke din mor vil have nogle musetrapper og hjerter?
Og hvad med nøddekager? Måske kan vi nå at lave kanelkager, inden vi kører?
Han så spørgende på Christoffer.
Jamen far, forstår du ikke. Nisserne ved jo ikke, hvor min mor bor. Hvor skulle de vide det fra?”
”Det skal nok gå”, forsikrede hans far. ”Det skal nok gå. Jeg har aldrig hørt om at nisse ikke kan finde deres børn. Men kom med tasken.”
Christoffers far lagde julepynt og kasser med julekager med i hans taske.
”Og kom, nu snakker vi ikke mere om det. Nu skal vi bage kanelkager med mandler på."
Christoffer opgav. Han måtte tage det, som det kom.
Ude på vandet havde Skovnissemor og havnenissens kusine fået sat sejl. Skovnissemor havde overtaget rattet. Skovnissefar sad helt stille med blikket rettet stift ud i horisonten.
Kan du lide det, lille far?”, spurgte Skovnissemor sin mand.
Hm, ja, ja, det er da ikke helt skidt. Luften er frisk, og det går fremad”
”Men kan du ikke mærke, hvordan skibet skærer sig gennem vandet?” Hun holdt øje med vindretning og sejlet. ”Kan jeg ikke falde af til styrbord?” røg det ud af munden på hende. Hvor kom de ord fra?
”Hvor kom de ord fra?”, spurgte havnenissens kusine nysgerrigt.
”Det kan være fordi, min bedstefar på min mors side var ud af sømandsnisseslægt, og min far sejlede, mens han var ung. Han påmønstrede i Sletten, og sejlede på Norge og England. Men min mor var ikke meget for det ,og da de så skulle giftes, gik han i land og blev skovnisse igen. Men han har fortalt meget om det.”
Der var altså lidt saltvand i Skovnissemors årer.
”Hvornår er vi mon i Helsingør?”, spurgte Skovnissemor havnenissens kusine.
”Det tager nok en times tid endnu”, svarede havnenissens kusine og rakte Skovnissemor en lang rund ting.
”Kig selv”
”Hvad er det?” Skovnissemor kiggede på den. ”Hvorfor siger du kig selv?”
”Fordi det er en kikkert. Du skal trække den ud og sætte det mindste hul for dit bedste øje”
Skovnissemor gjorde, hvad hun sagde. Og frem kom mange huse. Mange store huse. Flere kirker, biler, mennesker, en togstation og et kæmpe slot. Skovnissemor blev helt åndeløs. Aldrig havde hun set så stor en by. Hvordan i alverden skulle de finde Christoffers mors hus?
”Skovnissefar, Skovnissefar, vågn op. Vågn op”. Hun ruskede han igen og igen.
”Hvad sker der lille mor. Brænder det?”
Skovnissemor satte hænderne i siden. Han kunne ikke fordrage, når hun gjorde det. Så var det meget alvorligt. ”Brænder? Ja, det kan man godt sige. Det brænder fordi, vi kommer til den største by, jeg nogen siden har set. Der er mindst 3000 huse. Og kun et af dem er Christoffers mors. Hvad skal vi dog gøre?”
"Ja, hvad skal vi gøre? Hvad skal vi gøre?”, sagde Skovnissefar. ”Jeg har det. Vi skal da finde nogle nisser fra Helsingør og spørge dem. Jeg kan huske af min far og min farfar, min oldefar og min tip, tip..”
”Kom nu til sagen”. Skovnissemor stod stadig med hænderne i siden, og nu trampede hun også med den ene fod i dækket.
”De sagde, at der var svenskernisser, der tale lidt mærkeligt, men de vidste meget. Så er der en slotsnisse og en domkirkenisse, der er meget klog. Også en sundbus-nisse. Ja, og så er der alle de andre. Men tag det roligt. Det skal nok gå det hele. Har du måske nogensinde hørt om en nisse, der ikke fandt sit barn?”
Nej, det havde Skovnissemor godt nok ikke hørt om, men en gang kunne jo være den første.
Da kagerne var færdige, pakkede Christoffer og hans far kagerne i dåser. Hans far kiggede ud. Det var næsten blevet mørkt.
"Kom, nu skal vi køre", sagde han proppede en ekstra kasse kager i Christoffers taske. Der var nu så meget i tasken, at musetrappen hang ned af siden.
På vej ned til bilen lagde Christoffers far mærke til, at alle hjerterne var taget ned på det juleløse hus.
Da de var kommet forbi Espergærde og Snekkersten, spurgte Christoffer sin far:
"Hvad hedder min mors vej?”
”Ja, hvad hedder den?” Hans far kløede sig i det hår, han ikke havde så meget af. ”Den hedder Strandgade” ”Strandgade”, gentog Christoffer. ”Har huset et nummer hos mor?”, spurgte Christoffer så.
”Et nummer, et nummer", mumlede faren. Hvorfor det? "
”Fordi nisserne skal vide det,” svarede Christoffer.
”Ja, se-se, sagde hans far. ”Jeg mener at kunne huske, at det er nummer 24. Det er lige som juleaften”
Christoffer lukkede vinduet i bilen lidt op: "Min mor bor Strandgade. Det samme nummer som juleaften." Og det gentog han hver gang, de drejede om et hjørne. "Min mor bor på Strandgade. Det samme nummer som juleaften."
Da de kom til Strandgade hoppede Christoffer ind til son mor. Hans far kom bagefter med tasken. Og mens de fik en kop kaffe, pakkede Christoffer alle sine ting ud. Både sæben, bogen, den lillebitte blyant. Munden stod ikke stille på ham. Og ved du hvad mor, sagde han hele tiden. Og ved du hvad. Nej, det vidste hans mor ikke.
"Jeg tror ikke, nisserne kan finde mig, når jeg er oppe hos dig. Kan du ikke lave risengrød med kanelsukker og sætte ud i nat, så tror jeg de kan gå efter duften?"
Nej, det gik ikke, det ville trække ræve og rotter til.
”Kan du så ikke bare lave risengrød til mig?”
Jo, det ville Christoffers mor godt. Så havde Christoffer en plan.
Havnenissens kusine overtog rattet, da de skulle ind i havnen. Der var mange færger, der sejlede i fast fart mellem Helsingør og Helsingborg. Mindst 12 i timen, så det var ikke helt ufarligt for en lille båd at gå i havn. Der var hele tiden en færge, der enten var på vej ind eller ud af havnen.
”Hvor kan man møde andre nisser?”, spurgte Skovnissemor”
”Kom med herind i skibsprovianteringen”, sagde Havnenissens kusine.”Komissen herinde ved alt.”
Men nej, en dame, der var mor til Christoffer, der er søn af far, som er søn af farfar … Det kunne han ikke hjælpe med. I det samme kom en skolenisse ind af døren.
”Ved I hvad moren hedder?” spurgte skolenissen. Ja, det vidste de så ikke helt. Skovnissefar kløede sig det det hår, han ikke havde så meget af.
Nå men, kig ned i Strandgade, for der kom en bil forbi et hjørne, hvor jeg stod.
”Hvad skete der med den bil”, hviskede Skovnissemor.
”Jo der var en lille stemme, der sagde: Min mor bor i Strandgade. og så kunne jeg ikke høre mere, for bilen kørte meget hurtigt. Men I kan da prøve at gå der ned af.”
”hej-hej, Vi ses”, sagde Sovnissefar og skovnissemor, for sådan sagde man i Sletten.
”Ja”, svarede nisserne i kor. ”Farveller, vi ses”. For sådan sagde man i Helsingør.
Imens havde Christoffer, hans mor og storesøster spist risengrød. Christoffers far var kørt hjem, og Christoffer havde sneget en skål med risengrød ud på trappen. Nu kunne de også gå efter duften. Alle kagerne havde Christoffers mor stuvet op øverst i skabet. Hun vejede ikke et gram for meget. Og julekager sætter sig.
Der gik ikke mange minutter, før Skovnissefars næse fik færden af noget sødt, og blødt, og han gik hurtigere og hurtigere. Duften kom nærmere og nærmere. Der stod skålen med rigtig lækker, smækker, rasende indbydende, helt snehvid med et drys kanelsukker, risengrød. De kastede sig over grøden og øllen, og bagefter var de så trætte, at de ikke magtede at gå en meter længere. Vi må sove her og finde Christoffer i morgen. Før de fandt et åbent vindue i huset og kravlede op på loftet, lagde Skovnissemor en gave på trappen.
På loftet var der helt mørkt. De famlede sig frem til noget blødt og noget, der virkede som en seng. De faldt i søvn.
”Mor, se, de har spist grøden og har drukket øllet” Christoffers mor var lidt forvirret.
”Hvem har spist? Ræven eller rotterne?”
”Nisserne! Og se, de har lagt en gave til mig” Christoffer pakkede gaven op. Det var et postkort med en nisse på. ”Se mor. Nisserne har sendt et postkort med dem selv på!”
Skovnissemor spidsede øre. Det var jo Christoffers lille søde stemme. Kunne det virkelig passe?
