8. december

Kan det passe, at Skovnissemor hørte Christoffers stemme? Hun vågnede jo i pink tyl og mærkelige spidse og højhælede sko. Virkelig upraktiske i skoven. Skovnissefar havde fundet en seng med bløde madrasser og et bjerg af blondedyner.

Skovnissemor går på opdagelse i huset. Det er den 8. december. Der er godt nok mange fulde kagedåser oppe på skabet i køkkenet, men der er ikke skyggen af julepynt.

Den 8. december:

Hjertet hamrede i brystet på Skovnissemor. Hvor heldige kunne de være?

Det var jo Christoffers stemme. Og så var der to andre stemmer. En voksen kvinde og en pige. det måtte være Christoffers mor og hans storesøster!.

Skovnissemor kiggede sig omkring. Alt var lyserødt og af plastik. Der var små højhælede sko og festkjoler. Hun fik øje på Skovnissefar, der lå snorkende i et bjerg af en blondedyne. Det så helt mærkeligt ud. Så huskede hun risengrød og nisseøl. Og så var der sejlturen. Aldrig havde hun oplevet så meget på så kort tid. Hun blev helt stakåndet ved tanken om gårdagens oplevelser

Hun kiggede sig omkring med vanlig energi. Her var da egentlig meget hyggeligt. Det kunne da godt være deres nissebo, når de var med Christoffer i Helsingør.

Der skulle nok pyntes lidt op med både det ene og det andet jul. Det var måske også lidt lyserødt – og skoene skulle hun i al fald ikke forsøge at spankulere rundt i. Der skulle gøres lidt rent og såd´n, men alt i alt var hun ganske tilfreds.

Skovnisserfar snorkede fredeligt i blonderne. Hun glædede sig til at fortælle ham om det hele, når han vågnede, men hun lod ham sove. Det havde været en lang og strabasserende dag i går. Nu ville hun gå på opdagelse.

Christoffer kiggede på sin mor. ”Du ved godt, at nisserne ikke kan lide, hvis der ikke er pyntet lidt op til jul. Så kan de godt finde på at drille.”

”Siger du det”, sagde hans mor og nussede hans hår lidt.

Men du ved godt, at jeg ikke pynter op før den 23. december. Jeg bliver så træt af julen, hvis den skal fylde hele måneden. Det er rigeligt, at alle andre steder flyder over med jul. I fjernsynet, på gaderne, julefrokoster, reklamer, ugeblade.”

Christoffers mor havde talt sig varm.

”Du og din storesøster må vente med at få jul her. Sådan er det,” sagde hun bestemt.

Christoffer kom i tanke om musetrappen, der hang ud af tasken, da de kørte fra Slettem

Det var godt, tænkte han, at hans far havde tænkt på det. Så kunne han pynte op på sit eget værelse.

Skovnissemor havde nu inspiceret hele loftet. Jo, der var mange gode sager. Hun havde også fundet kasserne med julepynt. Hvorfor var de ikke taget frem? Kunne det passe, at Christoffers far var helt gal med jul, når hans mor slet ikke var det? Hun forstod sig ikke altid på mennesker.

Da hun kom tilbage til det nye lyserøde nissebo, sad Skovnissefar i en stol og læste en bog fra reolen. Han havde overstået sin morgengymnastik. Han så ikke engang op, da Skovnissemor kom ind:

”Den er rigtig spændende. Det handler om en pige, der har en pony. Hun er redet en tur ud i skoven, men hesten bliver forskrækket, og hun falder af. Mens hun ligger i skovbunden, hører hun nogle mænd gå forbi. De taler om, at de skal stjæle noget fra en herregård i nærheden. Så er jeg ikke kommet længere. Jeg bliver siddende her og læser – gør det noget? Vi skal jo bare være her i 2-3 dage. Og det er jo lidt ligesom, når menneskene holder ferie. Så skal de heller ingenting. Jo læse og dase, Sove og spise.”

”Bliv du nu bare siddende, så undersøger jeg lige det hele her. Men jeg har tænkt, at vi aften skal gå en tur ned til byen. Der var mange sjove nisser i går ude bagved hos skibsprovianten. Men hør lige her. Det var Christoffers mor hus, vi fandt. Vi er på loftet hos Christoffers mor. Er det ikke helt fantastisk.”

”Jamen, så kan du måske høre efter, hvad jeg siger. Jeg har aldrig hørt om nisser, der ikke kan finde deres børn – eller om nisser, der har glemt deres børn.”

”Du må da indrømme, at du ikke vidste, at det var det rigtige hus, da du lagde dig til at sove i nat.”

Den skulle han alligevel ikke have.

”Indrømme og indrømme. Hvorfor skulle jeg indrømme eller ikke. Jeg havde maven fuld af risengrød og øl. Men jeg forstår ikke, hvorfor du hidser dig sådan op over alting. Det kommer, når det kommer. Og jeg har stadig aldrig hørt om nisser, der ikke finder børn, og børn, der ikke har nisser. Sådan er det, og sådan har det altid været."

Og så dykkede han ned i sin ponybog igen.

Nå pyt, tænkte Skovnissemor, der er vel heller ingen grund til at bekymre sig så meget om alting. I stedet gik nu rundt i huset og fandt lidt ting og sager til det nye nissebo. Der var lidt her og lidt der. Skovnissemor lagde godt mærke til, at der ikke var meget jul i hjemmet. Hvor er julehjerterne, og hvor er musetrapperne? De fulde kagedåser på skabet i køkkenet, havde hun lagt mærke til. Det var et stort plus, men ... Hun rynkede panden. Der skulle vist tages affære.

Da hun kom til Christoffers værelse så hun, hvordan han hængte sin fars musetrappe op i vinduet.

”Så kan nisserne se, at vi også er et julehjem hos min mor”, sagde han højt til sig selv.

”Ja”, tænkte Skovnissemor ved sig selv. ”Nu skulle ikke drilles den første dag. Hun havde jo lavet risengrød til dem, men der skulle helt andre boller på suppen de næste dage.

Hun havde fundet mange gode ting på loftet, blandt andet alle Christoffers mors sko. Hun klukkede. Hun ville udtænke den helt rigtige plan. Skovnissefar skulle være med. Da hun kom tilbage til nisseboet med de ting, hun havde fundet begyndte hun at rydde op. Hun redte sengene, lagde alle sko på plads. Al hårpynten blev lagt pænt sammen i kommoden. Jo der blev helt nydeligt. Så lagde hun nye sengetæpper på sengen. Det var noget stof, hun havde fundet i Christoffers mors stofkurv. Der blev også til duge og gardiner – jo, Skovnissemor havde sans for hygge.

”Nu er det lyserøde blevet tonet tilpas ned”, tænkte hun. Så vendte hun sig mod sin mand:

”Kom så fatter. Læg bogen. Vi skal i byen. Vi skal se om vi ikke kan finde nogen nisser, som vi kan bytte historier med – og så har jeg udtænkt en plan. Vi skal have fortalt Christoffers mor, at hun SKAL pynte op til jul i december måned. Ved du hvad, jeg har tænkt mig?

”Nej", det vidste Skovnissefar ikke. ”Jeg har tænkt mig…” og så dæmpede hun stemmen til en lav insisterende hvisken. Hun satte munden hen til Skovnissefars øre.

”Ja, det lyder som en god ide”.

Skovnissefar var altid med på den værste.

”Menneskekvinder kan ikke fordrage det.”

Christoffer og hans mor var ved at falde over en ret så stor musetrappe, der var røget ud af Christoffers rygsæk. "Kan du ikke gå op på loftet med den musetrappe. Jeg orker ikke at se julepynt nu. Senere på måneden, ja, men nu: nej. Og jeg havde i øvrigt tænkt, at vores jul i år skal holdes i sort og guld – med et lille strejf af bordeaux,”, sagde Christoffers mor, mens hun bladrede i et ugeblad.

Hun var meget modebevidst, og selv Christoffer kunne se, at hans musetrappe hverken var sort, guld eller bordeaux. Den var rød og grøn.

”Er det så ikke ok, at jeg finder et sted til den deroppe på loftet”, spurgte han sin mor.

”Siger du det?”, sagde moren,” jo, jo, gør du bare det.”

”Okaj”, sagde Christoffer. ”Så gør jeg det.”

Han var på loftet indenfor 30 sekunder. Han tog to trin af gangen. Han åbnede døren, tændte lyset og hæftede musetrappen på Louises store dukkehus. Det var vel nok pænt ryddet op. Her er lige plads til musetrappen. Her vil den se pæn ud. Og så skal dukken sidde her i stolen og nyde synet. Væk med bogen. Nej for resten. Dukken kan læse bogen. Hvor så det hyggeligt ud. Til sidst tændte Christoffer en lille standerlampe i dukkehuset. Dukken skulle have lys, så den kunne læse og så gik han ned til sin mor igen. Han besluttede sig for, at han hellere måtte finde nogle rosiner i skuffen, som han kunne lægge ud til nisserne. Det ville hans mor nok ikke opdage, og han mente nok ikke, at der ville komme rotter eller ræve, fordi der lå noget sund slik på trappen.

Da Skovnissefar og Skovnissemor trådte ind til skibsprovianteringsforretningen var der mange kendte ansigter. De var helt rødblissede i ansigterne af gode historier og af gode grin. Nu var det Havnenissens Kusine, der underholdt med historier fra Indien. Om slangetæmmere, der fløjtede slanger op af kurvene. Om karry så gul og tyk og mad så stærk, at man fik tårer i øjnene og kom til at prutte hele dagen efter.

Det fik en af domkirkenisserne til at fortælle en historie om hans domprovst, der pruttede så højt og længe at kirkeklokkerne begyndte at ringe helt af sig selv. Det er ikke sandt, sagde en af de fine slotsnisser fra Kronborg. Nede i vores kælder sidder en gammel viking: Holger Danske. En ordentlig kæmpe. Han passer på Danmark. Nå men, alle menneskene kommer ned og kigger på ham – og så kan han jo ikke prutte. Han sidder så og samler luft i maven hele dagen. Og så var der engang, hvor der var særligt meget luft.

Alle cirka 35 nisser lænede sig frem:

”Hvad så?

så skete det hverken værre eller bedre end af han slog en prut, som gav et lufttryk så stort, at kanonerne ved Kronborg – alle som en - blev skudt af på en gang.” I det samme hørte man et kæmpe drøn. ”Ja, se, Det var nok Holger Danske igen,” sagde den fine slotsnisse. Og så rullede de rundt mellem hinanden af grin.

På vej tilbage til Christoffers mors hus i Strandgade faldt mørket på. Skovnissemor havde selvfølgelig tænkt på en lile gave.

Christoffer havde travlt med at lave en lille pakke rosiner til nisserne.

”Nu skal du i seng, Christoffer. Børste tænder og så i seng”

Christoffer lå i sin seng lidt efter og kiggede på den musetrappe, han havde pyntet sit vindue med. Den var godt nok flot. Han lå og tænkte på, om nisserne mon ville tage rosinerne, og hvad de ville lægge af gaver.

Rosiner! Dem fnøs Skovnissefar lidt over, men han tog dem i lommen. Rosiner var så ikke det værste at have, når han skulle læse videre om pigen med hestene og krybskytterne i skoven.

Nu ventede de bare på, hvad Christoffers mor ville gøre med den lille sløjfen i guld og sort med et strejf af bordeaux, som skovnissemor havde lagt på trappen som tak for de dejlige rosiner.

Næste morgen, da Christoffer var færdig med sit morgenbad og morgenmad, for sådan var det hos hans mor, løb han straks ud til hoveddøren og åbnede den hurtigt. Rosinerne var væk og der lå en lille sløjfe, som han syntes var meget smuk. Han mor dukkede op bag ham. Hun kiggede sig i spejlet og sagde:

"Jeg ser da helt forfærdelig ud her til morgen. Åh, jeg mangler lidt farve her ved øret". '

Christoffer kiggede på sin mor og tænkte, at det måske skulle være noget sort og guld med et strejf af bordeaux. Hans mor var helt tosset med de farver det år.

"Hvor har jeg noget sort og guld med et strejf af bordeaux", spurgte hun ud i rummet.

"Her", sagde Christoffer og gave hende den lille sløjfe fra nisserne.

"Perfekt" sagde hans mor og fandt en hårnål og satte den i håret.

"Så", sagde hun, "så kan vi godt gå"

"Hvad skal jeg have på i dag? Hvad skal jeg have på i dag? "Nu starter prøvecirkusset", tænkte Christoffer. Hans mor kunne prøve sko i timevis. Han satte sig ned på trappen.