Den første december

Christoffer og hans far får kasserne frem, men der er helt kuk i kasserne. Nogen har drillet. Hvem er det? Christoffer finder sin første gave fra nisserne.

DEN 1. DECEMBER

Skovnissemor slog dynen energisk til side. I dag var i dag. Og der var kun en dag på året, der var den dag. Det var dagen før dagen, før dagen, før dagen og sådan blev hun ved 24 gange. Nu var det december måned. De skulle af sted på juleinspektionstur. De skulle lægge gaver og drille de, der ikke var juleagtige nok. Hurtigt var hun på benene. Nederdel og sweater kom på i et ruf. Træskoene var sat på plads foran kaminen, så de var dejlig varme.

”Skovnissefar”, råbte hun energisk, ”Skovnissefar, kom nu op. Det er i dag i dag. Vi skal af sted med gaver og drillerier. Find violinen frem, hvis der er folk, der ikke er oppe. Og tag sækken frem. Der er mange søde børn i vores nissegave-postområde."

”Jow-jow, jeg kommer nu. Skovnissefar trak selerne op over maven og lavede samtidigt de knæbøjninger, som han gjorde hver morgen i december måned.

”Ved du hvad, Skovnissefar?” Skovnissemor ventede ikke på svar. ”Vi skal af sted nu, hvis vi skal nå alle børnene her den første dag. Husk nu violinen og kridt dine træsko. Og ved du hvad?”

Skovnissefar skulle lige til at svare.

”Det er den mest vidunderlige dag i dag. Det er jo i dag i dag. Den i dag, jeg har ventet på hele året.”

Skovnissefar kløede sig i det hår, han ikke havde for meget af, inden han satte sin hue godt ned i panden. Han burde have husket det.

”Og ved du hvad?” Skovnissemor var i femte gear hele december måned. Og nej. Han vidste ikke lige hvad, hun mente. Men inden han nåede at grynte et nej, var skovnissemor ude af boet remsende en masse navne op.

Christoffer var gået tidlig i seng, men han kunne ikke sove. Han vidste, at i morgen skulle det ske. De skulle finde alle julekasserne frem. Om måske var der gaver til ham ligesom sidste år og året før igen. Nu vågnede han. Dynerne ved siden af han bevægede sig helt, som de plejede. Han puttede sig ind i dynerne og den store lap foldede sig rundt om ham.

Skovnissefar og skovnissemor var kommet til Christoffers hus. ”Se”, hviskede skovnissemor og kiggede kærligt på sin mand. ”Se”, sagde hun igen. Hun var stille et øjeblik. Skovnissefar kiggede skiftevis forvirret på sin kone og på stuen på den anden side af vinduerne.

”Se, han har lagt saksen frem”. Skovnissemor klappede i hænderne. ”Saksen til at klippe julepynt med”.

”Hvad med at lave noget risengrød i stedet. Sådan noget rigtig lækker, smækker, rasende indbydende, helt snehvid med et drys kanelsukker, risengrød”. Skovnissefar kiggede drømmende op i himlen.

”Uha, jeg ville gerne være en flue på væggen derinde i dag”, fortsatte Skovnisse mor uden at høre efter, hvad Skovnissefar sagde.

”Forestil dig, hvordan Christoffers far ser ud i hovedet, når han opdager, at der er kuk i kasserne”

”Schy, der kommer nogen. Hvor er gaven til Christoffer?

De sprang med fra havestolene, der stod stablet op for vinteren. Skovnissemor greb en gave fra sækken. Den her skal Christoffer have.

Den vil han blive glad for, tænkte hun. Hun lagde den på trappen foran hoveddøren.

Næsten i det samme øjeblik åbnede Christoffer døren. Nu kunne han ikke vente mere. Og bag ved Christoffer stod en meget søvnig far.

”Se”, råbte Christoffer, ”der ligger en lille gave. Tror du det er til mig eller til dig?

”Det er nok til os”, brummede faren. Han kunne vældig godt lide gaver.

”Men du skal åbne den”, sagde hans far ædelmodigt.

Christoffer åbnede gaven og ud kom et stykke sæbe formet som hans fars bil. En Kia Pride. Det var nok noget af det flotteste, Christoffer havde set. Nu kunne han vaske sig i sin fars bil.

Da Christoffer kom fra børnehave og hans far fra arbejde, gik hans far energisk i gang. Netop denne dag skulle Christoffer og hans far finde alle julekasserne frem. Der var fem. En til julepynt til vægge. En med julepynt til lofter. En med julepynt til juletræet og en med julepynt til vinduer og døre. Og så var der kassen med kagedåser. Christoffers far var ualmindelig glad for julepynt og julebag. Han kunne ikke få nok.

”Hm, javel, se-se”, brummede far, mens han baksede rundt med kasserne. Han kunne ikke rigtig lige se, hvad der var i kasserne. Der var julekugler i kagedåsekassen og kagedåser i juletræspyntkassen.

”Hm”, sagde han og kløede sig i det hår, han ikke havde så meget af.

”Hm”, jeg kan ikke forstå det her” mumlede han.

”Nu siger han, at der er nogen, der har byttet om på kasserne i løbet af sommeren”, tænkte Christoffer inde i sig selv. ”Det gjorde han sidste år”

”Der er nogen, der har byttet om på kasserne i løbet af sommeren”, sagde Christoffers far, mens hans ene lange arm prøvede at klø sig på ryggen.

”Hm, det er nu mærkeligt” ”Måske er det nisserne”, forklarede Christoffer. ”Du ved, de godt kan lide at drille. Kan du huske sidste år far, da du gav dem ostehapser i stedet for risengrød?”

”Hvad er der nu galt med ostehapser”, sagde hans far. ”Ostehapser er en hver nisses drøm”

”Men kan du huske, hvad der skete, far?”

”Huske, hvad der skete. Huske, hvad der skete”. Hans far sagde lidt lyde inde i maven. ”Ja, så bagte jeg en risengrødskage til os. Den var god med kanelsukker, kan jeg huske”

”Nej, ikke det. De bandt alle skoene sammen og lagde alle sko i hele huset i en bunke. Kan du ikke huske det?”.

Christoffer kiggede på sin far. ”Eller dengang at alt vores bestik lå nede i din sportstaske. Eller dengang at dine bilnøgler hang oppe i flagstangen?”

”Huske det, huske det”, brummede hans far. ”Kom, nu hænger vi den gamle pynt op. Og så lægger vi alt klar til i morgen, så vi kan lave musetrapper. Og så lagde han glanspapir, saks og papir frem.

Den 2. december var dagen, hvor de skulle begynde på den nye julepynt nu al den gamle julepynt var hængt op. Christoffer kiggede sig omkring i stuen. Han synes godt nok der var blevet flot med guirlander, kravlenisser, flettede hjerter og musetrapper fra de sidste år. Mens hans far lagde glanspapir, saks og lim frem, åbnede han døren og tegnede et hjerte med rødt farvekridt på trappen. Han tænkte, at nisserne nok vidste, at han mente tak. Han kunne jo ikke skrive endnu.