4. december

Der er nogen i Sletten, og det er IKKE Christoffer og hans far, der ikke er begyndt at jule endnu. Det forstår skovnissefar og skovnissemor ikke. I julen skal der jules. Skovnissefar tager violinen frem og spiller så klagende på den, at alle menneskene i husene tror at deter deres kat, der er ude i natten. Christoffers far byder på kager og musetrapper til sine naboer.

4. december.

Christoffers far vendte sig uroligt i sengen. Han drømte og drømte, at der var små nisser, der syede alle ender i hans tøj sammen med usynlig tråd. Lige meget, hvad han gjorde, kunne han ikke få fødderne ud af buksebenene eller hænderne ud af anorakken. Han vågnede lige netop, mens han kæmpede med at få hul på sokkerne, så han kunne stikke foden i dem.

”Py-ha”, tænkte han. ”Der kom jeg godt nok til at svede”

Han lå og tænkte på dagen før. Han havde været på arbejde og havde derefter hentet Christoffer i børnehaven. Da de kom hjem, bagte de kager. Det var mærkeligt med den der ostemad, som ikke var blevet spist natten før. Det var en dejlig ostemad, ikke for stærk men smagte alligevel af noget. På vej hjem havde de mødt en af de andre i byen.

”Hørte I også den larmende kat i nat?”, havde naboen spurgt.

Nej, nej, Christoffer og hans far havde ikke kat.

Nå, fordi det havde været meget mærkeligt. Han troede, det var hans kat, der havde jamret sig ude i haven, men så viste det sig, at hans kat lå inde i sin kurv.

Ja så, det var mærkeligt, og så havde de sagt: "Hej-hej. Vi ses". Det var sådan noget, man sagde i Sletten.

Han lå i den tidlige morgen og lyttede lidt til det lille åndedræt, der lå ved siden af ham. I aften besluttede han. I aften skal vi flette julehjerter.

Også Skovnissefar og Skovnissemor var vågne, og de var også i fuld gang allerede. De havde overstået alle morgenrutinerne og var i gang med deres morgenrunde.

"Vi skal næsten lige se, om der er kommet lidt jul i huset," sagde Skovnissefar til Skovnissemor.

De stod uden for huset med manden med sovefjæset, og katten, der hed Kisser. De kiggede ind af alle vinduerne men ak, der var ingenting. Ikke et kalenderlys. Ikke en adventskrans. Ikke en musetrappe. Ikke en julekage. Skovnissemor så indigneret på sin mand.

”Har du set. Ikke et kalenderlys. Ikke en adventskrans. Ikke en musetrappe. Ikke en julekage. Hvad tænker de forældre på? Der er børn i huset,” sagde hun med forargelse i stemmen. ”Nu må vi vist hellere tage affære for alvor”.

Hun så alvorligt på Skovnissefar:

”Jeg hørte fra havnenissen, som havde hørt fra tognissen, at manden i huset her havde sagt til en anden mand i toget, at han havde oplevet noget mærkeligt i går nat. Der havde været en kat i haven, men hans kat lå og sov i sin kattekurv.”

Hun så pludselig ud som om, hun havde fået verdens bedste ide. Hun gik helt hen til skovnissefar og hviskede ham i øret: ”Hvis du nu spiller lidt igen, så henter jeg lige hviske, hviske, hviske.”

Skovnissefar nikkede og kiggede med stolte øjne på sin kone. Han gik hen i stensætningen. Fandt sig en god sten at sidde på og begyndte at file på violinen. Det lød fuldstændig som en klagende kat. Der gik et øjeblik, så blev et lille lys tændt inde i huset. Skovnissefar filede og filede på violinen. Flere små lys blev tændt i de omkringliggende huse. Døren i huset blev åbnet. Faren i huset gloede med et sjovt sovefjæs ud i mørket og råbte: ”Kis, kis, kis. Hvor er du?”

Han kiggede efter lyden hen mod Skovnissefar. Skovnissefar løb helt stille lidt til højre og filede en ekstra gang. ”Kisser, Kisser kom nu ind.”

Skovnissefar stoppede fileriet og gemte sig bag en sten.

”Hvor er du?”

Faren i huset stod nu ude i haven med bare tæer. Der var helt stille. Han kiggede forvirret rundt. Det var lige som i går. Han gik ind i huset igen.

Skovnissefar så, at de små lys i de andre huse blev slukket igen. Christoffers far hørte også larmen. Han stod op og kiggede ud gennem kvistvinduet. Han havde et godt udsyn over mange haver fra sin første sal. Det var da godt nok mærkeligt. Det lød som katte, men han kunne ikke se nogen katte derfra, hvor han stod.

I mellemtiden havde Skovnissemor hentet havnenissen og hans kone. Også havnenissen havde violinen med. ”Gør det en gang til”, sagde skovnissemor.

Skovnissefar og havnenissen stillede sig i hver sin ende af haven og spillede kattefileriet endnu engang. Nu tændte alle de små lys i alle husene på en gang. Dørene i alle de omkringliggende huse blev åbnet på en gang og så lød det ud i natten.

”Kisser, Kisser, Viggo-mis, Viggo-mis, Misser, Misser, Pussypjanke, Pussypjanke, hvor er du?”

Næsten alle familier i Sletten havde katte. Christoffers far kiggede, så øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham. Hvad lavede alle de mennesker ude i deres haver, inden klokken var 6 om morgenen?

Og så gik de alle og kiggede bag sten og ind i deres skure. Skovnissemor og konen til havnenissen trillede rundt af grin. Skovnissefar og havnenissen filede og filede. Menneskene kom længere og længere ud i haven med sovefjæs, sovehår, og på bare fødder. Med en bevægelse fra Skovnissefar stoppede de med at spille. Og så kunne man kun høre:

”Kisser, Kisser, Viggo-mis, Viggo-mis, Misser, Misser, Pussypjanke, Pussypjanke, hvor er du?”

"Nå", Kissers far rømmede sig.

”Er jeres katte er måske også ude?”, sagde han højt i natten Der blev mumlet bag de andre hække.

”Ja”, sagde en.

”Hm”, mumlede en anden, ”Både ja og nej. Min kat ligger inde i min seng, men det lød fuldstændig som Pussypjanke, så jeg måtte lige ud at se for en sikkerheds skyld”, sagde en tredje.

Christoffers far, der ikke kunne høre, at de snakkede sammen, slog vinduet op og råbte ud i den mørke morgen: ”Hvad er det, I leder efter? Skal jeg komme og hjælpe jer?”

Han trak i en stor trøje og et par bukser og vandrede ud af huset med en kasse kager under armen. På vejen greb han også lidt musetrapper. Dem kunne man aldrig få for mange af. Han bemærkede, at skålen med kager stadig stod på trappen.

”Vil I ikke have en kage og styrke jer på?” spurgte han glad sine naboer, mens han rakte den åbne kagedåse rundt over hækken

”Jo tak. Det er næsten for meget”, mumlede de en efter en.

Også musetrapperne blev beundret i natten.

”Jo tak, sådan en ville de også gerne have.”

Imens havde Nisserne travlt med at gøre deres rute færdig. De kom til Christoffer, mens hans far fortalte de søvnige naboer om noget meget mystisk, han havde oplevet. Nogen havde syet ærmerne sammen på hans anorak med usynlig tråd. De nåede lige at høre, at Christoffers far sagde:

”Christoffer siger, at det var nisserne, men….”

Christoffers far kastede sin arm og lap op over hovedet om på ryggen.

”Det ved jeg nu ikke, hvad jeg skal sige til. Nu for eksempel satte Christoffer kager ud i går aftes. Da jeg gik herud så jeg, at de ikke var taget.

Nej”, han rystede på hovedet. ”Nisser kan det så ikke være.”

”Se kager”, de kan godt være gode”, sagde skovnissemor til de tre andre.

Hun hældte kagerne ned i sækken og lagde et lille flettet hjerte på trappen til Christoffer. De ilede videre.

De var inviteret til jule-kalas på skibsnissens kuf. Der blev grinet og fjaset, mens de forskellige nisser fortalte om morgenens drilleriet: Om alle menneskene, der gik rundt med bare tæer i haverne´ Om Christoffers far. Bilnissen havde flyttet om på bilerne på parkeringspladsen. Der var en mor, der ikke kunne finde sine børns sko. De var ”gået hjemmefra” og stod rundt omkring i haven. De lo, og de lo, til de ikke kunne le mere.

Da Christoffers far gik ind i huset igen bemærkede han, at kagerne i skålen var væk.

"Det var Sørens, tænkte han. Hvem har dog taget dem?

Og så lå der et flettet hjerte! To sjæle en tanke, sagde han til sig selv, da han trådte over hjertet. Viskal jo flette hjerter i aftem.

”For resten, ved I to noget om, hvornår Christoffer er hos sin mor”, spurgte Skovnissemor de to havnenisser, skibsnissen, bilnissen og strandnissen. ”Næ, egentlig ikke”,

De kiggede på hinanden. Havnenisserne kiggede undersøgende på hinanden. Skibsnissen kiggede op og sagde: ”Jeg kan spørge svenskernissen, der holder til på de kanter. Hvis han da ikke har drukket for mange nisseøl. Men ellers er der domkirkenissen eller torvenissen eller sundbus-nissen. Vi skal nok finde ud af det.”

Efter en lang dag i børnehaven og en aften fuld af julehjerte-fletterier, lagde Christoffer et lille bitte hjerte, som han havde flettet , som takfor det lille hjerte, han havde fundet om morgenen og et æble, der kun var taget en enkelt bid af.